Politisk udtalelse Generalforsamlingen 26 02 25

SF Guldborgsund har afholdt en velbesøgt generalforsamling.

 

Her blev kandidatlisten til byrådsvalget den 18. november præsenteret igen efter medlemsmødet i januar havde sammensat listen

SF Guldborgsunds formand siger med et smil: ”Vores liste er tidligere fremhævet fordi der har været mange kvinder på, og 3 kvinder i front sidste gang. Denne gang har opstillingsmødet taget ligestilling så alvorligt, at listen er blevet kønsmæssigt bedre sammensat, og at de gamle garvede ikke sidder betontungt på pladserne, men lader nye friske kræfter komme til – et glidende generationsskifte!” (liste nederst)

”Før sidste valg i 2021 kæmpede SF for at få nedrevet poolhusene på Bøtø”, fortæller byrådsmedlem Annemette Schønberg Johnsen og byrådskandidat. ”Vi kæmpede videre efter valget, men desværre havde et flertal i byrådet godkendt husene, som var opført på lokalplanstridigt grundlag. Byrådet sagde nej til fysisk lovliggørelse, da det ville blive meget dyrt, og valgte retlig lovliggørelse via ny lokalplan. Derefter lykkedes det os at få vedtaget at mere principielle dispensationssager skal forelægges fagudvalget. Vi skal ikke have en ny poolhus- eller Pimpernelvej-sag!

Ny mand på listen Tobias Dabelsteen, som selv har små børn siger: ” SF vil holde øje med at opgørelsen af minimumnormeringen er en opgørelse af ”gulvtid” ud fra BUPL’s beregningsmodel – BUPL som vi for resten har et godt samarbejde med”.

 

”SF har været meget tilfreds med samarbejdet om kommunens klimahandlingsplan og bæredygtig udbuds- og indkøbspolitik, som jeg som daværende udvalgsformand deltog i”, fortæller byrådsmedlem Annemette Schønberg Johnsen. ”To visionære grønne planer, som løbende skal følges op for at vi kan nå klimamålene. Vi er heldige at have meget dygtige medarbejdere, der brænder for klima og natur. Biodiversiteten og naturens vilkår er vigtige elementer i den grønne omstilling og vigtige i sig selv”.

”SF var selvfølgelig ikke tilfredse med den pludselige omkonstituering af byrådet, som foregik uden inddragelse af alle borgmesterens konstitueringsparter og som kostede SF formandsposten i Teknik, klima- og miljøudvalget. Men som aktiv næstformand kan man også gøre en forskel, og vi arbejder ufortrødent videre med høj energi”, siger formand SF Lene Hatt med fast stemme.

”Den såkaldte grønne gasledning er ikke lagt i SF Guldborgsunds ”mark”, gør Joan Kragh opmærksom på, som både er folketings- regionråds- og byrådskandidat.  ”SF fokuserer på, at den indledende periode med sort gas/fossil gas/naturgas bliver så kort som overhovedet mulig, og at biogasanlæg bygges, så det kan supplere og efterhånden overtage gasforsyningen helt.

 

Der er indtil nu kun tilsluttet de to sukkerfabrikker, så SF vil arbejde for at de lovede tilslutninger med 15-20 andre virksomheder effektueres for at opnå CO2 reduktion og gøre investeringen mere rentabel.”

 

Formand og byrådskandidat Lene Hatt forklarer, at ”Tværfaglige faste selvstyrende Ældreteam med egen visitation, der arbejder i tidsblokke og ikke er underlagt minuttyrani, har været et af SFs store indsatsområder i adskillige år. SF i Folketinget hjalp kommunerne på vej med lovgivning om faste Ældreteam. Desværre kom visitation og tidsblokke ikke med i lovgivningen, så SF arbejder lokalt fortsat for at Guldborgsund Kommune indfaser tværfaglige, faste teams med visitationsret og hvor arbejdet tilrettelægges i tidsblokke.”

 

”Den nye masterplan for plejehjem er tiltrængt og længe ventet og SF vil glæde sig til at være med til at afstemme den og få den udført mest hensigtsmæssigt”, siger Lene Hatt, ”SF har i vores arbejdsplan påpeget, at vi vil have sat flere penge af til ordentlig standard af de fysiske rammer på plejehjemmene, så man ikke tror, man er kommet til et ”østland i 70’erne”. SF mener, at vi, før vi tænker nye plejehjem, skal opdatere de eksisterende plejehjem, så de fremstår ordentlige uden slidte gulve og hængende gardiner og med en nutidig, fleksibel indretning. Masterplanen er ikke uproblematisk, da nogle af plejehjemmene eller dele af plejehjemmene er ejet af boligselskaber, så der skal et meget tæt samarbejde i gang, så ikke boligselskaberne står med tomme bygninger, hvor udgifterne skal dækkes af alle andre lejere. Vi har også foreslået at de nedlagte plejehjem bliver genanvendt til andre boligformer.”

”SF glæder sig meget over de store kunst- og kulturprojekter, som allerede nu er i gang på Stubbekøbing Havn og på vej andre steder”, fremhæver spidskandidat for SF Guldborgsund Henrik Steen Jensen. ”SF var ikke enige i beslutningen om at flytte Stubbekøbing bibliotek væk fra havnen, hvor der havde været potentiale for samarbejde med det nye kulturprojekt. Guldborgsund har en styrkeposition inden for kultur og dannelse, som vi skal værne om og fremme også set i lyset af Trivselskommissionens pointer.

”Gennem de sidste år har medlemmerne adskillige gange diskuteret planerne for omdannelse af havnen”, fastslår byrådskandidaterne. ”Der er mange gode aspekter i at åbne byen op mod vandet og få en levende havn.”

 

”Desuden mener vi, at bebyggelse på havnen skal etableres som blandede bebyggelser der både rummer ældre- og ungeboliger, erhverv og butikker og øverst ”Penthouselejligheder”. Et nyt plejehjem som det fremgår af Masterplanen vil således være et fint element i havnetransformationen” fastslår Joan Kragh.

 

Byrådskandidaterne er enige om, at presse på en fremskyndelse af en udligningsreform for at kunne bevare og udvikle velfærden i Guldborgsund Kommune.

 

SF Guldborgsunds kandidater til Kommunalvalget 18. november 2025

  1. Henrik Steen Jensen
  2. Annemette Schønberg Johnsen
  3. Tobias Dabelsteen
  4. Lene Hatt
  5. Joan Kragh
  6. Claus Riemann
  7. Ane Riise-Knudsen
  8. Annie Larsen
  9. Mette Valentin