Nu får Arne 3095 kroner mere i pension
18-09-2026
Tidlig start, tidligere fyraften. For nogle mennesker begynder arbejdslivet, mens andre stadig sidder på skolebænken. Efter mange år på arbejdsmarkedet skal de også have mulighed for at trække sig tilbage, mens der stadig er kræfter til livet uden for arbejdet.
Derfor vil regeringen hæve Arne-pensionen med 3.095 kroner om måneden. Samtidig fastholdes aldersgrænsen på 64 år for årgangene 1963-1965. SF har siden ordningen blev indført kæmpet for at forbedre aftalen. At det med SF i regering bliver muligt, skaber stor glæde hos beskæftigelsesordfører Kirsten Normann:
“Det har været centralt for os, for det handler jo grundlæggende om retfærdighed. Den, der begyndte tidligt på arbejdsmarkedet, skal også have mulighed for en tidligere fyraften, hvor der er luft i økonomien til faktisk at holde fri.”
Da Arne-pension blev vedtaget i 2020, forventede man at 32.300 personer ville modtage tidlig pension i 2024. Indtil videre har kun 12.500 valgt at benyttes sig ordningen.
For SF viser det, at den oprindelige ordning ikke har været god nok.
“Meningen med Arne-pensionen er, at mennesker, der begyndte tidligt på arbejdsmarkedet, skal have en reel mulighed for at trække sig tilbage tidligere. Når så mange færre end forventet har kunnet gøre brug af ordningen, er der brug for at rette op på det. Der gør vi nu,” siger Kirsten Normann.
Regeringen vil fremsætte et lovforslag i den kommende folketingssamling, så ændringerne efter planen kan træde i kraft 1. januar 2027.



