Vores drikkevand drukner i kemi

I mange EU lande er du nødt til at købe drikkevand på dunke og flasker. Adgang til rent drikkevand i hanerne er noget særligt dansk. Men vores drikkevand er i fare, og der bliver fundet rester af kemikalier og pesticider i flere og flere drikkevandsboringer.

55,7%

Så stor er andelen af de aktive drikkevandsboringer, hvor der er fundet rester af pesticider. Mange steder anvender vandselskaberne derfor en såkaldt saftevandsmetode, hvor de blander forurenet vand med rent for at drikkevandet lever op til grænseværdierne for mængden af farlig kemi og pesticider i vores drikkevand. Sådan skal det selvsagt ikke være.

Skal vi købe vores vand i flasker?

Hvis vi ikke får beskyttet vores drikkevand bedre, ser vi ind i en fremtid, hvor vi bliver nødt til at købe vores drikkevand i plastflasker eller betale kassen for en hundedyr rensning af vandet. For i disse år lukker drikkevandsboringerne på stribe, fordi der bliver fundet forurening i vandet i koncentrationer, man ikke kan fortynde sig ud af.

Faktisk er næsten en tredjedel af drikkevandsboringerne blevet lukket over de seneste årtier. Hvis vi fremover skal kunne drikke vandet fra hanen, er det nu, der skal handles. Derfor kæmper SF for at beskytte vores drikkevand og begrænse brugen af pesticider og kemikalier –  lokalt, i Folketinget og i Europa-Parlamentet.

EU SPILLER EN VIGTIG ROLLE FOR VORES DRIKKEVAND

Selvom vi i Danmark kan gøre meget, spiller EU en vigtig rolle i beskyttelsen af vores drikkevand. I det europæiske fællesskab er vi for eksempel blevet enige om at forbyde brugen af mange af de allerfarligste sprøjtegifte samt en række andre farlige kemikalier, som truer vores drikkevand. Det har reddet vores drikkevand fra meget.

Det samme har vandrammedirektivet og nitratdirektivet, som har sikret en grundig overvågning af grundvandet og fastsat grænseværdier for vandets indhold af blandt andet sprøjtegifte og nitrat.

Den danske regering undergraver imidlertid EU-lovgivningen ved at give danske landmænd dispensation til at anvende flere af de sprøjtegifte, som er blevet forbudt i EU, selvom det kan skade vores drikkevand.

Det er dog ikke sikkert, at regeringen slipper afsted med det, da dispensationerne risikerer at blive underkendt af EU-Domstolen. En risiko, som for nylig har fået regeringen til at trække en af dispensationerne tilbage.

Kampen mod Roundup foregår i EU

SF kæmper sammen med vores europæiske parti, European Greens, for at få forbudt endnu flere sprøjtegifte og farlige kemikalier på tværs af EU.

I den forbindelse har SF blandt andet arbejdet for et forbud imod brug af glyphosat (Roundup), som desværre findes i mange af vores drikkevandsboringer.

Det lykkedes dog ikke at få gennemført et forbud – blandt andet fordi den danske regering stemte for fortsat brug af Roundup.

Til gengæld ser det ud til, at det måske vil lykkes os at få gennemført et EU-forbud mod brug af evighedskemikalierne PFAS, som i stigende grad udgør en trussel mod drikkevandet.

I disse år er vores indsats i EU dog op ad bakke, da vi konstant kæmper imod landbrugsorganisationer og kemigiganter med enorme budgetter til at påvirke politikere til en lempelig lovgivning i forhold til brug af pesticider.

Derfor er vi også nødt til at gøre noget her i Danmark. Her er SF efter mange års kamp lykkedes med at få gennemført et forbud mod at sprøjte i områderne lige omkring drikkevandsboringerne – de såkaldte boringsnære områder. Det er godt, men langt fra nok til at sikre vores drikkevand.

Konkret ønsker SF derfor:
  • At vi hurtigst muligt får gennemført et stop for danske dispensationer til brug af sprøjtemidler, som er forbudt i EU.
  • At vi på sigt får et helt giftfrit landbrug i Danmark og i EU.
  • At få stoppet brugen af sprøjtegifte i de områder, som det meste af vores drikkevand stammer fra – det drejer sig samlet set om ca. 200.000 hektar svarende til ca. 8% af landbruget.
  • At det økologiske areal fordobles frem mod 2030.

Derudover kæmper SF for at sikre et fokus på drikkevandsbeskyttelse i forbindelse med implementeringen af den grønne trepartsaftale.

For det er skørt ikke at få sikret drikkevandet, når vi alligevel er i gang med at udtage næsten 400.000 hektar landbrugsjord og rejse 250.000 hektar skov. SF har cirka 20 repræsentanter i de lokale grønne treparter, der skal finde de konkrete arealer, der skal udtages.

I disse dage og uger kæmper de sammen med Danmarks Naturfredningsforening og vandselskaberne for, at vi får udtaget de arealer, som har størst betydning for drikkevandet.

For at understøtte indsatsen mener SF, at der skal etableres en grundvandsfond på otte milliarder, som vandselskaberne kan låne til finansiering af drikkevandsindsatser (opkøb af jord eller erstatning for sprøjteforbud mv.).

SF vil ikke se passivt til, mens vores vand bliver mere og mere forurenet. Vi ønsker, at vi fortsat skal hente rent vand fra grundvandet og drikke vandet fra hanen.

Det slås vi for hver eneste dag – lokalt, i Folketinget og i Europaparlamentet.