SF kræver landsdækkende omvendt fodlænke og skærpede straffe for partnerdrab
18-06-2025
Hvert år udsættes 82.000 kvinder og 43.000 mænd i Danmark for partnervold, og på blot 14 dage i juni er fem kvinder blevet dræbt – tre af dem af deres tidligere partner.
Partnerdrab sker ikke ud af det blå, men er kulminationen på gentagne trusler, psykisk vold og stalking, som alt for ofte ignoreres. Når kvinder forsøger at flygte – men alligevel bliver dræbt – er det ikke bare en tragedie, men et samfundssvigt, som kan og skal stoppes og forebygges, mener SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.
“Hver gang vi hører om et nyt partnerdrab, bliver jeg overvældet af frustration og sorg. Vi har teknologien, viden og løsninger – men vi vælger ikke at handle. Det er simpelthen uacceptabelt,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.
Omvendte fodlænker redder liv – hvorfor venter Danmark?
I Norge har man siden 2013 brugt omvendte fodlænker, som aktiverer en alarm, hvis en voldelig partner nærmer sig den, han har tilhold imod. Det er et redskab, som SF længe har foreslået skulle indføres i Danmark.
Resultaterne fra Norge er klare: Ikke ét eneste brud på tilhold i over 100 sager. Men i Danmark har det taget ti år at nå til en forsøgsordning, der først træder i kraft i juli 2025 – og som kun omfatter 15 sager i tre politikredse. Ifølge SF’s retsordfører er det alt for lidt og for sent.
“Det er vanvittigt, at vi venter så længe, og at så få får adgang til denne livsvigtige teknologi. Det handler om liv og død, og vi kan ikke acceptere, at kvinders sikkerhed afhænger af, hvor i landet de bor. Omvendte fodlænker skal rulles ud i hele Danmark nu,” siger Karina Lorentzen.
Strengere straffe og en national partnerdrabskommission skal stoppe tragedierne
Den omvendte fodlænke er dog ikke nok i sig selv, understreger retsordføreren.
Blandt andet har SF gentagne gange krævet en national partnerdrabskommission, der skal kortlægge og analysere partnerdrab for at afsløre systemets svigt og forhindre nye tragedier. I lande som Norge, Sverige og England har sådanne kommissioner allerede betydet færre drab og en langt bedre indsats.
Alligevel er forslaget blevet afvist to gange i Folketinget – men SF fortsætter kampen for at få det gennemført.
“Vi har bare ikke tid til flere undskyldninger. Partnerdrab er ikke blot individuelle tragedier, men et systemsvigt, vi kan og skal rette op på. Det er så vildt, at Danmark er så langt bagefter,” siger SF’s retsordfører Karina Lorentzen.
Samtidig mener hun, at det er nødvendigt at skærpe straffene for partnervold og partnerdrab. Danmark har tidligere haft mildere straffe i nære relationer – en såkaldt ”konerabat”.
“Det er grotesk, at vi engang gav rabat for vold og drab på sin partner. Det bør jo være helt omvendt, når der er tale om drab, voldtægt eller vold i nære relationer. Hjemmet skal være det tryggeste sted i verden. Derfor skal straffen skærpes, og flere voldelige partnere skal dømmes til behandling. Det kan redde liv,” siger Karina Lorentzen.