Jeg har været involveret i politik i stort set hele mit voksenliv, men der har været perioder, hvor jeg har været tæt på at søge andre græsgange. I 1979 var jeg i pædagogikum på Nørresundby Gymnasium hvilket jeg var så glad for, at jeg brændende ønskede at blive gymnasielærer. Desværre var der ingen jobs at få, så jeg endte i stedet som sekretær for Bodil Boserup i EU-parlamentet. Siden fik jeg et job i Energiministeriet og var fast indstillet på en karriere som embedsmand. Jeg var dog i mellemtiden blevet opstillet som folketingskandidat, uden chance for valg – troede jeg. Men SF fik i 1981 et kanonvalg, og jeg røg med på et af de yderste mandater. Politik havde tilsyneladende en magnetisk kraft.

Jeg stiftede i mellemtiden familie og bor i dag med Elisabeth i et gammelt byggeforeningshus i Valby med en pæn have og en lang hæk. Børnene er med en enkelt undtagelse flyttet hjemmefra og er i gang med at forme deres eget liv. Hvad de forhåbentlig har fået gode forudsætninger for.

Når man er politiker, går arbejde og fritid ud i ét. Som barn og ung var jeg en ivrig sportsudøver, men jeg må tilstå, at det er der ikke meget af mere. Jeg er dog begyndt at spille en smule tennis.

Jeg står for indkøb og madlavningen derhjemme og er i den forbindelse blevet en habil brødbager. I fritiden har jeg behov for at koble helt af – uden forpligtelser af nogen art. Det kan ske på talrige måder om end med respekt for, at der er praktiske ting, som skal ordnes. Jeg er ikke nogen handyman, men finder det faktisk sjovt at rode med mindre praktiske gøremål i huset og i haven. Men det skal være på en måde, hvor jeg selv bestemmer tempoet. Og så elsker jeg at læse – alt muligt. Vi har fået et sommerhus og tre uger deroppe i sommerferien giver mig rige litterære oplevelser. Samtidig med at det gør mig klogere.