SF’s bud på en finanslov for 2019

06-09-2018

Vi skal styrke velfærden, skrue op for de grønne ambitioner og give hinanden mere ro på.

Og så skal vi sætte en effektiv stopper for den politik, der betyder, at tusindvis af børn i Danmark vokser op i fattigdom med langt dårligere chancer for et godt liv end deres kammerater.

SF vil med vores ændringsforslag til finansloven skabe et mere lige Danmark, hvor alle har chancen for at være med. Det må ikke være tyngden af vores pung, der afgør, om vi kan få ordentlig pleje, når vi bliver gamle, god behandling, når vi bliver syge, eller undervisning i verdensklasse, mens vi går i skole.

Vores børn og unge skal have mere RO PÅ. Flere pædagoger, mindre klasser og mere tid til at udvikle sig i sit eget tempo.

På samme måde skal vi gøre meget mere for at få mere ro på og dermed undgå stress både på arbejdspladser og blandt ledige. Vi skal investere i arbejdsmiljøet og give alle mulighed for en værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Samtidig skal vi skrue markant op for de grønne ambitioner. Der skal være mere plads til vild natur, vi skal passe bedre på vores drikkevand, og så skal vi have en overordnet strategi for klimatiltag, der vil vise vejen ikke bare herhjemme, men også internationalt.

Endelig skal Danmark tage sit internationale ansvar for de flygtninge, der har allermest brug for hjælp, og igen begynde at tage imod kvoteflygtninge.