Del

SF vil give ældre frisklavet mad og stærkere fællesskaber

05-11-2025

Landets ældre fortjener et varmt måltid direkte fra kogepladen – ikke vakuumpakkede færdigretter. Ordentlig og næringsrig mad skal ikke være en luksus, men en selvfølge.
Det mener SF, som nu præsenterer et nyt ældreudspil, der både skal hæve kvaliteten af maden og styrke fællesskabet omkring middagsbordet.

Tirsdag besøgte SF-formand Pia Olsen Dyhr og SF’s borgmesterkandidat i Roskilde, Tina Boel, Margrethegårdens Kollektivhus. Et sted med både restaurant og aktiviteter, hvor fællesskabet og det gode måltid går hånd i hånd.

”Det er ikke altid, man som ældre har de fællesskaber, man altid har haft. Derfor skal vi skabe rammer, hvor fællesskaber kan opstå – og et varmt måltid er et godt sted at starte,” siger Tina Boel.

Flere spisefællesskaber og lokale leverandører
Et centralt element i udspillet er oprettelsen af flere kommunale spisefællesskaber, hvor ældre kan mødes – gerne på tværs af generationer. Her kan for eksempel skoleelever eller børn fra dagtilbud spise sammen med ældre.

Samtidig skal det være lettere for lokale caféer, slagtere og restauranter at komme på menukortet.

”Det ville gavne alle parter. Lokale spisesteder laver alligevel mad, men har måske ikke altid fuldt hus – og de ældre vil glæde sig over at få leveret fra et sted, de kender,” siger Tina Boel.

SF ønsker også, at ældre får større indflydelse på menuen.

”Bare fordi man kommer op i årene, skal man ikke nøjes med kedelig og ensformig mad. Mange savner at kunne vælge mad fra den lokale café eller slagter, som de tidligere besøgte,” siger Pia Olsen Dyhr.

Også på plejehjemmene skal kvaliteten op. SF foreslår, at der etableres køkkener på alle plejehjem, så maden kan laves tættere på beboerne. Det giver både friskere mad og bedre mulighed for at ønske og være en del af madlavningen.

Skal udbredes i hele landet
SF ønsker, at der oprettes en national pulje, hvor kommunerne kan søge støtte til nye spisefællesskaber. Kommunerne kan blandt andet samarbejde med lokale foreninger eller boligområder, og de ældre, der har svært ved selv at komme afsted, skal have hjælp via transport- eller opsøgende ordninger.

”Desværre er ensomhed et stort problem blandt ældre. Derfor skal vi have flere steder som Margrethegården i hele landet – steder med fællesskab, god mad og liv,” siger Pia Olsen Dyhr.

Som velfærdssamfund har vi et ansvar for, at ingen ældre bliver efterladt alene. Vi skal sikre steder, hvor man kan mødes over et varmt måltid og en snak – det opfordrer SF alle landets kommuner til at prioritere.

Finansiering
Forslagene er samlet set forbundet med udgifter på 1 mia. kr. årligt faldende til 0,6 mia. kr. årligt på længere sigt.

SF foreslår, at finansieringen for det første findes ved at sænke fradraget for repræsentationsudgifter fra 25 til 20 pct. af de afholdte udgifter. Det betyder, at vi skærer en smule i de skattefordele, som virksomheder har, når de inviterer på forretningsmiddage – for i stedet at kunne hæve kvaliteten af den mad, som vi leverer til vores ældre i ældreplejen.

Det resterende beløb foreslås finansieret som led i vores samlede økonomiske politik. Heri indgår – i tillæg til det økonomiske råderum – bl.a. også en tilbagerulning af en række af regeringens skattelettelser. 

“Ærligt talt – hvis vi skal vælge mellem at betale for direktørers dyre vine eller varm, nærende mad til vores ældre, så ved vi godt, hvad vi vælger. I SF vælger vi velfærd frem for skattelettelser,” siger Pia Olsen Dyhr.