Ren luft i lufthavnen
24-10-2025
Københavns Lufthavn er en vigtig del af Danmark – men også en af landets største kilder til støj og partikelforurening. Nu handler SF. Med et nyt udspil vil partiet mindske forureningen omkring lufthavnen og sikre, at udviklingen af fremtidens luftfart sker med hensyn til både klima og mennesker.
»Når forældre i Tårnby råber op om børns sundhed, så skal vi lytte. Lufthavnen skal være nabo – ikke sundhedsrisiko,« siger SF’s erhvervsordfører Lisbeth Bech-Nielsen.
Udspillet foreslår blandt andet:
- Taxibots, så fly kan flyttes uden motorbrug
- En national plan for grøn luftfart
- Skærpede grænseværdier for partikeludledning
- Et storskala-projekt med renere flybrændstof i Københavns Lufthavn
- Realtidsmålinger af støj og partikler, som offentliggøres for borgerne
- Fokus på natflyvningers sundhedseffekter
I alt afsætter SF 55 mio. kr. til taxibots og 300 mio. kr. til det grønne brændstofprojekt – finansieret gennem omlægning af erhvervsstøtte og midler fra den grønne indenrigsrute.
»Vi skal ikke acceptere, at børn vokser op med sundhedsrisici, fordi vi ikke fik handlet i tide. Ren luft og grøn luftfart skal gå hånd i hånd,« siger SF’s transportordfører Mads Olsen.

