Østbanen er en livsnerve for borgerne i Stevns, Faxe og Køge Kommuner
For mange af Region Sjællands borgere er lokalbanerne den vigtigste del af hverdagens transport – til skole, på arbejde og på hospitalet.
Den regionale Østbane binder Stevns, Faxe og Køge kommuner sammen og giver årligt over 1 mio. passager mulighed for at koble til S-togsnettet og til toget fra Næstved til København. Det ramte derfor hårdt, da trafikselskabet Movia måtte meddele, at de fra d. 15. december 2019 ser sig nødsaget til at sænke hastigheden på Østbanen. Sporene på banen er efter 40 års togkørsel slidt og trænger til at blive renoveret. Og det er netop for at en sikre stabil drift og kørsel i længere tid på banen, at Movia nu nedsætter hastigheden fra de nuværende 100 km/t til 75 km/t.
For Regionsrådsformand i Region Sjælland, Heino Knudsen, er situationen frustrerende. Han udtaler: ”Østbanen er kerneinfrastruktur i Region Sjælland, og den sikrer både god mobilitet, mindre trængsel og er en miljøgevinst i forhold til bilerne. Desværre er sagen den, at det investeringstilskud regionen modtager fra staten ikke dækker udgifterne til at vedligeholde lokalbanerne. Derfor har vi ikke mulighed for at betale renoveringen, uden at det går ud over andre dele af den kollektive trafik i Region Sjælland”.
Brandærgerligt for borgerne
For borgerne på Stevns betyder hastighedsnedsættelsen både en længere rejsetid og et skifte på Hårlev Station. Borgmester i Stevns kommune, Anette Mortensen, udtaler: ”Mange fra Stevns pendler hver dag nordpå mod Køge og København og mange benytter Østbanen. Jeg er bekymret for at konsekvenserne af forringelserne af køreplanen kan være at flere vælger bilen fremfor toget – det presser i den grad vores i forvejen meget belastede vejnet. Det taler også imod den generelle klimadagsorden og nødvendigheden af at styrke den kollektive trafik.
En renovering af Østbanen tager fra start til slut ca. 2½ år at gennemføre.
Borgmester i Faxe Kommune Ole Vive, håber på, at arbejdet snart kommer i gang. ¨Han udtaler: ”Hastighedsnedsættelsen viser med al tydelighed, at det er på høje tid at komme i gang med en sporrenovering af hele Østbanen. Vi skal alle være med til at fremme, at det sker”.
Torben Haack, der er næstformand i Køge kommunes Teknik- og Ejendomsudvalg, ser også frem til at renoveringen kommer i gang. ”Køge er en stærk uddannelsesby – bl.a. fordi mange unge hver dag kommer med Østbanen og tager i skole på Campus Køge. Det skulle de jo gerne blive ved med. Køge er også trafikalt knudepunkt, og når der sker forringelser i den kollektive trafik, kommer der flere biler på vejene”.
Både borgmestrene og regionsrådsformanden vil i den kommende tid henvende sig til Folketinget i håbet om at finde en snarlig løsning. Regionsrådsformand Heino Knudsen afslutter: ”Vi intensiverer nu dialogen med regeringen i håbet om, at der findes penge til Østbanen i forbindelse med det kommende trafik-forlig. Vi og vores trafikselskab Movia er klar til at sætte i gang, så snart den fornødne finansiering er på plads”.
For yderligere oplysninger.
- Heino Knudsen, Regionsrådsformand i Region Sjælland: tlf. 51 14 54 96
- Anette Mortensen, Borgmester i Stevns: tlf. 22 94 04 33
- Ole Vive, Borgmester i Faxe Kommune: tlf. 24 99 13 83
- Torben Haack, Næstformand i Teknik- og ejendomsudvalget i Køge: tlf. 40 45 06 14
Store Linde 13.11.19 shn
Læserbrev:
ØSTBANENS FREMTID
Dialogmøde med Transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF).
Rolloskolen, Faxe, mandag d. 25.11.19, kl 18.30.
Der vil være oplæg af Folketingsmedlem og transportordfører Anne Valentina Berthelsen (SF) om Infrastrukturen på Østsjælland generelt og Østbanen i særdeleshed.
Anne har allerede drøftet Østbanens problemer og fremtid med Transportminister Benny Engelbrecht (A) og hans embedsmænd, men kampen for at redde Østbanen er langt fra slut.
Vi opfordrer på det kraftigste til, at borgere der bruger og er afhængige af god offentlig transport, på Østssjælland, møder op og deltager i dialogen.
Anne har brug for jeres erfaringer, problemstillinger og gode forslag for, at blive klædt bedst muligt på inden de næste møder med ministeren !
Lokalbaneme er livsnerven i provinsen og situationen er alvorlig !
Østbanen er i forfald. Skinnerne trænger til at blive skiftet, der tages sæder ud af togene, hastigheden nedsættes etc.
Danske regioner har for længst oplyst om, at der mangler penge til vedligeholdelse. Det drejer sig om 105 millioner kroner om året frem til 2026!
Vi har ikke brug for, at der sker yderligere forringelser af den kollektive transport, tværtimod vil det være fuldstændig håbløst at forestille sig, hvis endnu flere bilister liver lukket ud på vejene.
I Faxe har vi en vision om, at man i stedet forlænger S-togene til Faxe Ladeplads. Det vil være guld værd, ikke blot for Øst- men for hele Sydsjælland og det vil tage en stor del af trykket af på motorvejene til og fra København.
På vegne af SF-Faxe
Stig Herold Nielsen
Brinken 2
4653 Karise.