“Lena Schroll er 72 år gammel og pensioneret sygeplejerske. Hun har arbejdet mere end 45 år som sygeplejerske indenfor mange specialer, har altid brændt for sit fag, men har også mærket de utallige besparelser, der har haft stor indflydelse på arbejdsmiljøet. Lena har været tillidsrepræsentant igennem mange år og mener, at sikrer man et godt arbejdsmiljø med indflydelse for medarbejderne er det nemmere at rekruttere, man får betydelig bedre kvalitet og mere sammenhæng i behandlingsforløbet.

Det skal vi være sammen om at sikre.

Et andet område der har Lenas store interesse er hele det grønne område. Vores grundvand er i fare, og havet omkring os er præget af iltsvind med alle de følger det har for hele vores økosystem.

Lena mener, at vi som kommune er forpligtet til at sikre den grønne omstilling og nedbringe vores udledning af CO2. Vi har en stor opgave foran os.

Det skal vi være sammen om at løse.”