Jeg hedder Kim Kugel Sørensen, er 62 år og bor i Broager sammen med min mand Michael. Til daglig arbejder jeg som erhvervskonsulent hos Sønderborg Vækstråd, hvor jeg hjælper iværksættere og nystartede virksomheder med at udvikle deres idéer og skabe bæredygtig vækst. Derudover driver jeg min egen virksomhed, hvor jeg underviser og udvikler undervisningsmaterialer med fokus på blandt andet kommunikation, kunstig intelligens og innovation.
Jeg stiller op for SF, fordi jeg tror på, at vi i fællesskab kan skabe en kommune, hvor både mennesker og virksomheder får mulighed for at blomstre – socialt, miljømæssigt og økonomisk. Min livserfaring har givet mig et stærkt engagement i kampen for frihed, rummelighed og lige rettigheder. Det har været en rejse fra et liv præget af tilpasning til et liv med ærlighed og mod.
I min fritid engagerer jeg mig i lokale netværk og arrangementer, og jeg brænder for at forbinde mennesker og idéer. Jeg tror på værdien af lokalt engagement og på, at politik skal være noget, vi skaber sammen. Ikke noget, der kun udspiller sig på rådhuset! Med erfaring fra både det offentlige og private vil jeg være en brobygger mellem civilsamfund, erhvervsliv og byråd.
Mine mærkesager er:
Grøn erhvervsudvikling med kant og mod
Sønderborg skal være en foregangskommune for bæredygtigt erhvervsliv. Det kræver, at vi tør støtte virksomheder, der tænker nyt, og at vi skaber de rette rammer for iværksættere. Jeg vil arbejde for bedre adgang til rådgivning, testmiljøer og grønne partnerskaber, der skaber både vækst og resultater for klimaet.
Mangfoldighed og fællesskab i handling, ikke kun i ord !
Et stærkt lokalsamfund rummer alle. Jeg vil sikre, at Sønderborg Kommune aktivt fremmer inklusion og lighed for LGBTQ+ personer, etniske minoriteter og borgere, der lever med psykisk sårbarhed eller sociale udfordringer. Alle skal kunne spejle sig i fællesskabet og føle sig velkomne og respekteret.
Plads til eksperimenter og iværksætteri, også kommunalt.
For at løse fremtidens udfordringer skal vi turde tænke anderledes, også i den kommunale drift. Jeg vil arbejde for at give plads til flere borgerdrevne initiativer, eksperimenterende løsninger og partnerskaber mellem kommune, uddannelser og erhvervsliv. Innovation opstår, når vi tør give slip på vanetænkning.

