Mit navn er Jørgen Jørgensen. Jeg har været lokalpolitisk aktiv i næsten en menneskealder. Jeg bor på Nordals, og er en aktiv del af lokalsamfundet. I mange år var jeg medlem af byrådet i den gamle Nordborg Kommune. I 8 år som socialudvalgsformand. Jeg var også medlem af Sønderborg byråd i perioden 2010 til 2014, også som socialudvalgsformand.

Velfærdssamfundets behandling af de svage og udsatte grupper ligger således helt klart mit hjerte nær. Jeg har i alle årende som politisk aktiv kæmpet for, ikke bare velfærdssamfundets bevarelse, men især for dets udbyggelse. Derfor har det været naturligt for mig, at engagere mig i det sociale arbejde i Kirkens Korshær i Sønderborg, hvor jeg er formand. Vi driver på frivillige basis en varmestue for hjemløse og udsatte mennesker, med daglig mad til 40-50 mennesker. Desuden har vi 23 herbergs pladser til hjemløse, som desværre langt fra dækker behovet.

Jeg stiller op til det kommende valg til byrådet for SF, fordi jeg mener jeg kan præge byrådets politik og beslutninger med de værdier som SF står for. Et samfund præget af mere lighed, social retfærdighed, tryghed og et rummeligt fællesskab. Et samfund præget af respekt, anerkendelse, tolerance, og hvor der er plads til alle. Og et samfund, som er grønt og bæredygtigt.

Hvad er mine mærkesager?

Jeg synes selv, at de fleste politiske områder trænger til at blive præget af vores SF-værdier. Men skal jeg vælge et par områder, som jeg især vil kæmpe for, må det blive:

1. Det sociale område. Som er et bredt område, men jeg vil især have fokus på både sagsbehandlingen og afgørelserne, såvel på børneområdet som voksenområdet. Sønderborg har stadig alt for mange sager der hjemvises eller omgøres i den sociale ankestyrelse. Med frustrerede borgere. Det er på tide, at borgerne ses som en ressource og samarbejdspartner ved udarbejdelse af en hjælpeforanstaltning.

2. Den grønne omstilling er vigtig. Havet omkring Als er dødt og giftigt. Der er ingen fisk. Det viser officielle analyser. Vores drikkevand er truet. Biodiversiteten er også truet. Klimaet viser uhyggelige temperaturstigninger, med fatale konsekvenser for alt liv på kloden. Det kan vi i Sønderborg ikke løse alene, men vi kan yde vores bidrag. Og det skal vi. Det vil SF være garant for. Den grønne trepart løser ikke alle problemer. Der skal mere til.

3. De ældre skal ikke bekymre sig om at blive plejekrævende. Og det skal de pårørende heller ikke. Jeg vil arbejde for at der indføres faste selvorganiserede teams der har ansvar for de ældre i et afgrænset geografisk område. Det skal sikre, at der kun kommer kendte ansigter i de ældres hjem hver dag. Ingen svingdør, men kontinuitet, stabilitet og tryghed. Mere livskvalitet. Og for at sikre den nødvendige rekruttering, er det vigtigt med ordentlige løn og arbejdsvilkår til sosu medarbejderne. Og så vil jeg arbejde for at de ældre i eget hjem, der er visiteret til madservice, får deres vakuumpakket mad skiftet ud med et dagligt ernæringsrigtig og velsmagende varmt måltid mad.