Jeg hedder Jesper, er 46 år og bosat i Ørslev. Jeg er født og opvokset i Vordingborg Kommune og slog mine barnefolder i området omkring Klarskov, Over Vindinge og Lundby. Efter at have boet i Københavnsområdet i næsten 15 år, i forbindelse med min uddannelse som civilingeniør og de efterfølgende job, flyttede jeg tilbage til hjemstavnskommunen i 2009. Valget faldt dengang på Ørslev som vores fremtidige by, hvilket både jeg og resten af familien er glade for. Min familie består af min kone Mette samt vores fire børn; Anton på 14, Sofus på 12, Julius på 10 og Marie på 4.

Jeg meldte mig ind i SF efter kommunalvalget i 2013, hvor SF oplevede en stor medlemstilbagegang – og ikke mindst fordi DF oplevede en tilsvarende stor fremgang. Da jeg kiggede på listen over hvem DF havde fået valgt ind – tænkte jeg ”…at så har jeg vist også en masse at bidrage med…😊”

Politisk ligger det mig meget på sinde at ”gøre tingene rigtigt – og i den rigtige rækkefølge” – og blandt de ting jeg gerne vil kæmpe for er:

  • Kommunen skal have et aktivt og sprudlende erhvervsliv, fordi det sikrer at kommunen bliver ved med at være en udviklingskommune – et sted hvor virksomhederne føler sig velkomne og godt behandlet.
  • Folkeskolen skal være en tilvalgsskole, hvor man som forældre vælger at ens barn skal gå fordi de tilbyder den bedste undervisning i de bedste rammer af de mest engagerede lærere og samtidig rummer og udvikler alle – folkeskolen skal give værdi for ALLE.
  • Glade og stolte borgere i kommunen, der ser en fornuft i hvordan deres skat anvendes og som ikke kan lade være med at fortælle deres positive historie fra Vordingborg Kommune.
  • Foreningslivet skal prioriteres højt. Velfungerende foreninger er en måde at sikre at den enkelte har mulighed for et godt og udviklende liv, i et givende samvær med andres med samme interesser som en selv.