Mit navn er Hans Georg Henningsen og jeg er 61. Med en baggrund som både bankassistent og pædagog har jeg bred erfaring, både fra erhvervslivet og det sociale område. I dag arbejder jeg som tjener og turistguide.

Jeg har meldt mig ind i SF, fordi jeg oplever et samfund, hvor uligheden vokser. Det er i stigende grad din økonomi, der afgør dine muligheder. ”har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.” Sådan skal et retfærdigt samfund ikke fungere. Jeg er bekymret over, hvordan grundlæggende menneskelige behov underlægges økonomiske og profitdrevne hensyn.

Derfor støtter jeg fuldt ud SF’s partiprogram, som arbejder for solidaritet, lighed og en stærkere naturbeskyttelse. Det både inspirerende og vigtigt.

Som flersproget med flydende dansk, tysk og engelsk, kan jeg være med til at styrke samarbejdet på tværs af grænsen. I min fritid er jeg aktiv i naturen, både med sport og i diverse naturprojekter.

Mine mærkesager er:

BORGERNE SKAL HØRES OG TAGES ALVORLIGT

Alt for mange oplever, at kommunen ikke lytter. Jeg har selv prøvet at klage og enten fået intetsigende svar eller slet ikke fået svar. Sådan må det ikke være. Kommunen er ikke en lukket institution, den tilhører os alle.

Derfor vil jeg arbejde for en ny dialogkultur, hvor borgerne bliver taget alvorligt og set som en aktiv ressource. Det kræver bedre tilgængelighed, klare og fyldestgørende svar samt mere åbenhed fra forvaltningens side.

Samtidig vil jeg arbejde for at få borgerrådgiveren genindført i kommunen. Borgerrådgiveren skal sikre, at alle borgere får den nødvendige vejledning og hjælp til at finde vej i systemet. Især når tingene går i hårdknude.

Når vi lytter til borgerne, bliver kommunen stærkere.

 

BEDRE FORHOLD I DAGINSTITUTIONERNE – FOR BÅDE BØRN OG ANSATTE

Som tidligere kommunal ansat har jeg selv oplevet utilstrækkelige fysiske rammer og dårlig ledelse. Det går direkte ud over børnenes udvikling og personalets trivsel. Det koster dyrt både menneskeligt og økonomisk.

Derfor vil jeg arbejde for en grundig gennemgang af alle institutioner i kommunen. Hvordan er de fysiske forhold? Hvordan fungerer ledelsen? Hvor er der behov for forbedringer?

Målet er klart. Bedre arbejdsvilkår, højere motivation og bedre kvalitet for både børn og medarbejdere.

 

NATUR MED PLADS – OG PRIORITET

Naturen lider også her i vores kommune. Grundvandet er truet, og havet bliver stadig mere forurenet. Det påvirker både dyreliv, miljø og turisme, men i sidste ende rammer det os alle.

Desværre halter kommunens indsats alvorligt bagefter. Det ses tydeligt i budgetterne, hvor der afsættes alt for få midler til natur og biodiversitet. Det er ikke kun statens eller EU’s ansvar at beskytte naturen, det er også kommunens!

Jeg vil arbejde for et markant kursskifte i kommunens naturpolitik. Naturen skal ikke ses som en bagatel eller pynt. Den er en livsvigtig ressource, vi alle er afhængige af. Vi skal investere i renere vand, vildere natur og flere grønne områder, så både mennesker og natur kan trives.