Mit navn er Gerda Strandholdt.

Jeg er 67 år og pensioneret folkeskolelærer. Tidligere har jeg arbejdet som bl.a. maskinarbejder og produktionstekniker på Danfoss. Det har givet mig en bred faglig ballast, både fra det private erhvervsliv og den offentlige sektor. Jeg er opvokset på en gård, så landbruget er heller ikke et ukendt område for mig.

Jeg er formand for SF Sønderborg og desuden aktiv i Sønderborg Jazzclub, Faglige Seniorer og Lærerkredsens pensionistforening. I min fritid holder jeg af at være ude i naturen, både som roer, helårsbader og på gode gåture ved skov og strand.

Jeg er for nylig flyttet til Augustenborg, men jeg har boet mange år i Alnor ved Gråsten.

Jeg stiller op for SF, fordi jeg ønsker at være med til at skabe mere lighed, mere velfærd for alle, stærke fællesskaber og en grønnere kommune. Sønderborg Kommune skal være et sted, hvor alle føler sig set, hørt og taget alvorligt.

Der er brug for, at vi lytter til borgerne.

Mine mærkesager er:

1. Børn og unge

Folkeskolen bløder, og alt for mange børn og unge mistrives.

Der skal være nok voksne i daginstitutionerne med minimumsnormeringer på institutions niveau, for at skabe tryghed og gode rammer, så alle børn bliver set og hørt.

Vi skal samtidig sikre gode rammer og en økonomi, der giver lærerne ro til deres kerneopgave: tryghed, trivsel og læring for børnene.

2. Ældrepolitik

Det skal være trygt at blive gammel, og ældre skal have mulighed for et aktivt og meningsfuldt seniorliv.

I ældreplejen skal vi fortsat styrke indsatsen med kendte ansigter, tryghed, faglighed og respekt for den enkeltes behov.

Et aktivt ældreliv betyder bedre sundhed, mindre ensomhed og stærkere fællesskaber. Derfor er gode boformer, tilgængelighed og aktiviteter vigtige i hele kommunen.

3. Klima, natur og miljø

Klima-, miljø- og naturhensyn skal tænkes ind i alle kommunale beslutninger.

Vi skal beskytte vores drikkevand og havmiljø ved at stille langt skarpere krav for at forhindre udledninger fra landbrug og spildevand.

Den grønne omstilling skal fortsat prioriteres – med udbygning af offentlig transport, eldrevne kommunale køretøjer og solceller på kommunale bygninger.