Jeg hedder Frank Bodholdt Jakobsen, jeg er 68 år gammel og bor i Svenstrup på Nordals. Min kone og jeg har boet her på Als i 40 år, siden vi kom til Sønderjylland fra København, og her bliver vi boende. Jeg er nu pensioneret ingeniør, der har arbejdet for Danfoss og Focon. De sidste 9 år af mit arbejdsliv har jeg undervist på ingeniøruddannelserne i Aarhus.

Nu er der blevet tid til det frivillige arbejde, fx politik og lokale aktiviteter. Her i Svenstrup er jeg med til at sikre at vores lokale blad ”E Svenstruppe” kan udkomme 10 gange om året.

Jeg har altid stemt på SF og har været medlem siden 1992. Jeg har været 2 perioder i byrådet for SF, hhv. i Nordborg og Sønderborg. SF er for mig det politiske sted, hvor det røde hjerte stadig banker og ikke bliver fejet tilside under kampen for mest mulig magt til partiet eller personen.

Mine mærkesager:

DEN GRØNNE VEJ

Jeg vil, også med min ingeniørmæssige indsigt, gøre alt for at Sønderborg skal fortsætte den grønne vej mod klimamæssig neutral drift af kommunen, og dermed også være inspiration for folk og erhverv til at gøre deres for at gøre miljøet bedre til gavn både lokalt og globalt. Vi er alle sammen beboere på samme klode og skal tage et ansvar for at den fortsat er et godt sted for mennesker at bo.

KULTUREN ER EN VEJ TIL ET GODT LIV

Udover at her skal være sundt at bo og leve, skal det også være et godt sted at leve for mennesker i alle aldre. Det brede begreb kultur dækker over mange aktiviteter, som ikke først skal støttes, når de basale behov er dækket, for fællesskab er et basalt behov, og det er kultur med til at fremme og dække. Der skal være tilbud til alle aldersklasser, lige til at plukke for familier, børnehaver, skoler, ældreinstitutioner og enkeltpersoner. Sport er både kultur-, fællesskabs- og sundhedsfremmende, så den almene sport skal have gode vilkår. Elitesporten må klare sig selv, den er nu om dage ved at blive alt for kommercialiseret og bruger for mange kommunale kroner. Bøger, teater og film kan vise os andres liv, så vi kan blive inspireret til at gøre vores eget liv bedre og blive orienteret om, at vi ikke er alene, hverken lokalt eller globalt.