Henrik Nøjgaard

Kandidat til kommunalbestyrelsen

 

Jeg er 65 år og tidligere orlogskaptajn og direktør. Jeg er ekspert i uskadeliggørelse af søminer, et emne som jeg har forfulgt i både min militære og civile karriere. Jeg har siden 2018 boet i Odder sammen med min hustru, Pia, som er specialpsykolog i børnepsykiatri. Tilsammen har vi tre børn, som alle er voksne og flyttet hjemmefra.

Politisk er jeg især optaget af ligestilling og bekæmpelse af fattigdom på globalt plan. På lokalt plan interesserer jeg mig særligt for den grønne omstilling og ikke mindst byplanlægning.

Jeg har stor lyst til at arbejde for, at Odder kommune bliver et endnu bedre sted at bo og mine mærkesager kan kort beskrives som følger:

1. Grøn omstilling
Den grønne omstilling er ikke gratis, men alternativet er endnu dyrere. Ved at balancere kortsigtede omkostninger med langsigtede fordele og ved at investere klogt, kan en succesfuld og omkostnings-effektiv grøn omstilling opnås.

2. Offentlig transport
En væsentlig faktor for en succesfuld grøn omstilling er billig og effektiv offentlig transport. Ikke blot i bycentrene og fra by til by, men helt ud i yderdistrikter og landsbyer, således at det bliver komfortabelt og attraktivt at bosætte sig uden for byerne.

3. Nej tak til Kattegatforbindelsen
Kattegatforbindelsen er et enestående projekt. Både i omfanget af tab af naturværdier, og i mængden af drivhusgasser som må slippes ud for at fremstille de absurde mængder af stål og beton som skal til. Her til kommer at det efter min vurdering er det mest overflødige infrastruktur-projekt nogensinde.