Helsingør budget 2026-29
En bred politisk aftale med socialt fokus
Budgetaftalen, som blev indgået i efteråret 2025 blev til gennem et bredt politisk samarbejde. Aftalen bærer tydelige præg af socialt balancerede værdier og respekt for helhedstænkning, hvilket vi i SF er særdeles tilfredse med. Samtlige partier bidrog til at lande en god aftale, og det vidner om et rigtig godt samarbejde i processen.
Prioritering af børn, unge og det pædagogiske arbejde
Særligt vægter aftalen de vigtige overgange og det pædagogiske arbejde med børn i børnehaver, SFO og klubber. Dette ses som en helhed, og er helt i tråd med ambitionerne i Masterplanen for skoleområdet, hvor trivsel og læring i folkeskolen er i centrum. SF har lagt vægt på, at dette arbejde skal ses i sammenhæng, hvilket aftalen understøtter.
Kriminalitetsforebyggelse og styrkelse af klubtilbud
Budgetaftalen fastholder de forebyggende kriminalitetsindsatser i boligområderne, hvor Cube spiller en central rolle. Samtidig får klubberne Liv og Stubben mulighed for at styrke tilbuddet til deres brugere.
Tilfredshedsundersøgelse på socialområdet og gode initiativer på ældre- og kulturområdet
Der afsættes midler til en tilfredshedsundersøgelse på socialområdet, hvilket skal sikre, at indsatsen målrettes og udvikles til gavn for borgerne. Budgetaftalen indeholder desuden flere gode tiltag på både ældre- og kulturområdet, som styrker kommunens sociale og kulturelle liv.
Læs Helsingør Kommunes indsatsplan og budget 2026-29:
Budget forligstekst 2026-29
Budget forlig i tal 2026-29
KONTAKT
Har du behov for at stille spørgsmål og diskutere efterårets budgetforlig så kontakt vores Byrådsmedlem, Bente Borg Donkin – bbd11@helsingor.dk

