Emil Nielsen – DIN folketingskandidat

Til det kommende Folketingsvalg anbefaler SF Helsingør at man sætter sit kryds ud for Emil Nielsen, som stiller op i Nordsjællands Storkreds. Nedenfor kan du læse Emils præsentation af sig selv:
Jeg kæmper for et grønt valg. For den grønne dagsorden er min primære drivkraft: natur, landbrug, dyrevelfærd, fiskeri, beskyttelse af drikkevandet og omstilling af energiforsyningen.
Og det kommende valg bliver afgørende, hvis vi skal beskytte fremtidens drikkevand, passe bedre på de millioner af dyr, som i dag lider i de danske svinefabrikker, bekæmpe ulighed og skabe bedre vilkår for vores børn.
Erhvervslivets lobbyorganisationer har alt for stor magt og skal have langt større modspil på Christiansborg. Derfor arbejder jeg hårdt for at få en plads i Folketinget.
Om mig
Til daglig er jeg kommunikationschef i Danmarks Naturfredningsforening og har en fortid som pressechef og kampagneansvarlig hos Enhedslisten fra 2011 til 2018.
Jeg er 42 år. Halv helsingoraner og halv fynbo. Bosiddende i Søborg med min hustru og vores tre børn. Opstillet i Nordsjælland som folketingskandidat for SF.
Mine mærkesager
Luk svinefabrikkerne – omstil landbruget
Svineindustrien vanrøgter millioner af grise, forurener vores fjorde og drikkevand og tørrer hele regningen af på dig og mig. Vi skal have et svinestop og en udfasning af industriel dyreproduktion på fabrikker.
Mere natur – færre gyllemarker
Danmark er bundskraber i EU på natur. Men til gengæld er vi verdens mest opdyrkede land. Jeg kæmper for meget mindre landbrug – og meget mere natur.
Mindre ulighed – bekæmp social dumping
Uligheden stiger både i verden og i Danmark. Mellem dem på og uden for arbejdsmarkedet. Men også inden for arbejdsmarkedet, hvor vi har fået et A- og B-hold, hvor ordentlige løn- og arbejdsvilkår presses af import af billig arbejdskraft fra tredjelande. Det ser vi bl.a. i landbruget, hvor det vælter ind med afrikanske og asiatiske landbrugspraktikanter til løn- og arbejdsvilkår, som ingen danske lønmodtagere vil acceptere. Jeg kæmper for et Danmark, som hænger sammen.
Investér i børnelivet
Vi skal give en sund klode videre til vores børn. Men de skal også have de bedste rammer for at skabe et godt liv og drage omsorg for kloden og hinanden.
Vi skal investere i det gode børneliv. I daginstitutionerne og i skolerne.
Facebook: https://www.facebook.com/emilifolketinget
Instagram: https://www.instagram.com/emilpnielsen/
LinkedIn: https://www.linkedin.com/in/emil-nielsen/
Emil Nielsen – Socialistisk Folkeparti

