Kandidater til kommunalvalget

SF Egedal opstiller ni kandidater til kommunalvalget 18. november 2025.

  1. Jens Skov (Smørum)
  2. Jonathan Kristensen (Ølstykke)
  3. Helle Anna Elisabeth Nielsen (Buresø)
  4. Jakob Brysting (Veksø)
  5. Karen Juul (Smørum)
  6. Henrik Severin Hansen (Smørum)
  7. Randi Jørgensen (Veksø)
  8. Hanne Roden (Stenløse)
  9. Kamilla Lindgren (Ganløse)


  • Jens Skov
  • Jens Skov (Smørum) borgmesterkandidat
  • jenskskov@gmail.com
  • Efter 8 år i skolebestyrelsen i Smørum valgte jeg at stille op til byrådet ved kommunalvalget i 2017 som spidskandidat for SF Egedal. Efter valget blev jeg medlem i Skoleudvalget og arbejdede derfor videre med de kompetencer, jeg havde fået fra skolebestyrelsesarbejdet.

    Vi skal føre en ambitiøs klima- og miljøpolitik, så vi ikke bare kan vise det frem, men så Egedals borgere får et endnu bedre sted at bo. Mere skov er en selvfølge, dels giver det bedre mulighed for rent drikkevand, dels er skovrejsning en del af løsningen på klimakrisen. Vi skal udvikle grønt også på erhvervssiden, så vi får grønne virksomheder, både indenfor udvikling og industri, og indenfor grøn turisme og friluftsliv.

    Jeg kæmper for:

    • Bedre forhold for vores børn

      Børn er fremtiden, og derfor skal vi sørge for kvalitet i vores tilbud. Dette inkluderer flere uddannede pædagoger, klasseloft på 24 og bedre efteruddannelse.
    • Plads til alle – også handicappede

      Alle skal kunne leve et godt og værdigt liv i Egedal, uanset om man har et handicap. Jeg arbejder for bedre støtte, aflastning og tilgængelighed, så ingen lades i stikken.

    • Sund økonomi – bedre velfærd

      I SF arbejder vi for en sund og robust økonomi med balance mellem indtægter og udgifter, og at der samtidig skabes mulighed for at forbedre velfærden og den grønne omstilling.
    • Decentralisering og selvforvaltning

      Vi ønsker et folkestyre med åben dialog og respekt. Uenighed skal kunne udfordres, og beslutninger ændres gennem samtale. SF vil genoprette den kultur i Egedal.


    • Jonathan Kristensen (Ølstykke)
    • jonanens@gmail.com
    • Jeg hedder Jonathan, er 22 år gammel, og jeg stiller op til kommunalvalget for SF. Det gør jeg, fordi Egedal er et godt sted for børn, men et knap så godt sted for os unge.

      Jeg ser hele tiden mine venner og mange andre unge flytte ud fra kommunen, fordi Egedal ikke er lavet til os. Der er ikke nogle steder at bruge sin fritid i, ingen studieegnede boliger og generelt føler man sig ikke velkommen i Egedal som ung.

      Jeg studerer lige nu By-, Energi- og Miljøplanlægning. Det var et naturligt valg for mig, siden jeg gerne ville forbedre de byer, vi bor i. Hvis jeg bliver genvalgt, vil jeg bruge den viden til at skabe bedre bymiljøer, levende bymidter og flere grønne områder.


      • Helle Anna Elisabeth Nielsen
      • Helle Anna Elisabeth Nielsen (Buresø)
      • haen@privat.dk
      • Når vi skaber Egedal Kommune sammen som borgere, er det vigtigere at vi har øje for kommunens særlige DNA som landkommune og skaber en bæredygtig kommune der har kvalitet i vores velfærdsydelser i fokus samtidig med at vi skaber en smukkere og grønnere kommune med vild natur og gode forhold for grøn turisme samt en sund og god hverdag for vores borgere.

        Derfor vil jeg arbejde for at Egedal Kommunes politik understøtter kvalitet i vores velfærdsydelser, herunder:

        • en rig og levende natur med bedre vandmiljø, rent drikkevand og mere biodiversitet – vi skal passe på de smukke åbne landskaber flere steder
        • gode dagtilbud med reelle min. normeringer i vores dagtilbud
        • Decentralisering og selvforvaltning
        • ordentlige arbejdsforhold for vores elever, lærere og pædagoger i folkeskolen
        • kvalitetstilbud til vores borgere med særlige udfordringer og handicap
        • nemt tilgængelige muligheder for motion og breddeidrætten skal styrkes
        • gode trivselsfremmende kulturtilbud for alle borgere også i de små samfund
        • rimelige forhold for vores erhvervsliv og fremme af grøn turisme og omstilling

        Naturen er vigtig at bevare og det har stor betydning for vores trivsel som mennesker arbejde for større biodiversitet, bedre tilstand i søer og åer og meget mere urørt natur.

        Velfærden vil jeg arbejde for giver gode forhold i daginstitutioner og skoler samt for handicappede og ældre borgere får den omsorg og støtte de har brug for.

        Klima- og miljø er vigtigt som aldrig før.! Jeg ønsker bæredygtighed i Egedal på området = udfasning af brug af pesticider i vores fødevareproduktion og fremme af vedvarende energi.

        Erhvervsliv og grøn omstilling er et område som vi bør følge med stor intensitet, og støtte så godt vi kan med en god erhvervs- og arbejdsmarkedsservice samt fremme grønne og bæredygtige initiativer herunder grøn turisme.

        Kollektiv trafik og større ”social-billisme” er et område, der skaber både trivsel og miljømæssige fordele. Jeg vil ønske at vi får gjort samkørsel til en mere almindelig og accepteret del af den ”kollektive” trafik, så vi skaber et mere socialt og sammenhængende samfund. Og at vi fremmer mulighederne for at cykle og gå sikkert og derved få fremmet sundheden i vores transporttid i kommunen.


        • Jakob Brysting (Veksø)
        • jakob.brysting@gmail.com
        • Jeg arbejder for:

          • Genoprettelse af natur i Egedal – Fokus på at beskytte og genoprette økosystemer og den naturlige balance, så mange steder så muligt. 
          • Bæredygtig energiforsyning – Omstilling til vedvarende energi er afgørende for at nå målene om en grønnere energiforsyning et reduceret klimaaftryk. 
          • Bæredygtigt byggeri – Renovering af bygninger med fokus på energitiltag og klimaforanstaltninger for at mindske energiforbruget CO2-udledning
          • Velfærd for alle borgere er en kerneprioritet for mig som SF´er. Jeg vil arbejde for gode forhold i daginstitutioner og skoler samt for handicappede og ældre borgere. 

        Gift, 3 børn, arbejder indenfor marketing


        • Karen Juul (Smørum)
        • karen.juul@dadlnet.dk
        • Jeg mener at fremme af sundhed for alle borgere er en vigtig, kommunal opgave.
          Borgernes sundhed er grundliggende for et samfund i trivsel.

          Derfor vil jeg arbejde for

          • at Egedal Kommunes politik understøtter borgernes sundhed
          • lighed i sundhed for alle borgere
          • sund mad på alle institutioner
          • mulighed for motion og god trivsel for alle borgere
          • at det sunde valg bliver nemt for borgerne i Egedal Kommune

          Som praktiserende læge gennem 30 år, og siden min pensionering med fortsat lidt vikararbejde i almen praksis, er jeg meget optaget af forebyggelse. Hvordan sikrer vi, at folk får sunde kost- og motionsvaner, og hvordan hindrer vi, at børn og unge bliver afhængige af nikotin? Det vil jeg arbejde for i Egedal kommune.

          Sundhedspolitik er mere end behandling og forebyggelse af sygdom og end genoptræning. Sundhedsaspekter indgår i næsten alle politiske områder. Jeg vil arbejde for, at sundhedsaspekter inddrages i alle politiske sager, hvor det er relevant, fordi jeg tror på, at lighed i sundhed og høj grad af sundhed for alle borgere, både fysisk og psykisk, er fundamentalt for velfærd og det gode liv.

          Klima- og miljøproblemer påvirker også borgernes sundhed. Jeg vil arbejde for bæredygtighed i Egedal og for udfasning af brug af pesticider ved drikkevandsboringer og over drikkevandsreservoirer.

          Naturen har stor betydning for borgernes trivsel – men også for naturen selv vil jeg arbejde for større biodiversitet, bedre tilstand i søer og åer og mere urørt natur.

          Velfærd for alle borgere er en kerneprioritet for mig som SF’er. Jeg vil arbejde for gode forhold i daginstitutioner og skoler samt for handicappede og ældre borgere.


          • Henrik Severin Hansen (Smørum)
          • henrikseverinhansen@gmail.com
          • Siden jeg var 17 år har jeg været politisk aktiv i Socialistisk Folkeparti. Drivkraften for mig har altid været og er at skabe et bedre og grønnere samfund, med større lighed og en stærk velfærd, der sikrer alle lige muligheder. Jeg har tidligere siddet i Københavns Borgerrepræsentation, hvor jeg var budgetordfører for SF. Nu er jeg formand for SF Egedal.

            Jeg kæmper for:

            • Styrket klima-, miljø- og naturindsats

              Det kræver en bred indsats. Flere naturområder og skove, rent drikkevand og øget biodiversitet. Det handler også om at bruge vores ressourcer mere fornuftigt, eksempelvis ved renovering frem for nybyggeri og styrke den kollektive trafik og cykling.
            • Bedre forhold for vores børn

              Kvalitet i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud skal løftes markant. Minimusnormeringer i daginstitutionerne, og klassekvotienter på 24 elever.
            • Plads til alle – også handicappede

              Alle skal kunne leve et godt og værdigt liv i Egedal, uanset om man har et handicap. Jeg arbejder
              for bedre støtte, aflastning og tilgængelighed, så ingen lades i stikken.


            • Randi Jørgensen (Veksø)
            • ran.joergensen@gmail.com
            • Jeg er 71 år, uddannet socialpædagog, pensionist, men arbejder dog deltids som handicaphjælper. Bosat i Veksø siden 1984, Samboende med min mand gennem 40 år, som jeg har to børn med.

              Jeg har været medlem af SF siden 1980. Jeg meldte mig ind for at forbedre forholdene for de svageste i samfundet. Jeg er aktiv i baggrundsgruppen for SF’s byrødder og deltager aktivt i Bestyrelsesarbejdet. Der ud over stiller jeg op til Seniorrådet.

              Nogle af de sager jeg vægter højt er:

              • Høj faglighed hos kommunalt ansatte
                For at yde borgerne en god service, tiltrække og fastholde kvalificerede medarbejdere skal der være gode arbejdsforhold med mulighed for efteruddannelse. En ledelse, som møder medarbejderne tillid og vilkår, der gør det muligt at løse opgaven
              • Sundhed og forebyggelse skal være i højsædet
                Der skal serveres en sund og alsidig kost på kommunale institutioner. Bevægelse skal indgå som en naturlig ting i hverdagen for både brugere og personale. En hurtig genoptræning efter et sygdomsforløb betyder en kortere sygdoms periode og større selvhjulpenhed.
              • Børn og unge er basis for vort samfund
                Der skal være reelle minimumnormeringer i daginstitutionerne, 2 voksen ordning i skolerne, med max 24 elever i klasserne. De fysiske rammer skal være i orden.
              • Ældres selvstændighed og værdighed skal sikres
                De der har behov for hjælp, skal have størst mulig indflydelse på den. Ensomme ældre skal have et tilbud om at komme i et aktivitetscenter.


              • Hanne Roden (Stenløse)
              • hatata@ymail.com
              • Fornylig udgav Danmarks Idrætsforbund (DIF) deres Kommuneundersøgelse 2025. Ud af de 93 kommuner der er inkluderede i undersøgelsen endte Egedal på en 92. plads … hvor 1 vel at mærke er det bedste!

                Egedal er – alt andet lige – en forholdsvis rig kommune. Vi kan simpelthen ikke være bekendt at rammerne for idræts. og sportsaktiviteter er så ringe… og det så for 3. gang i træk uden er der for alvor bliver gjort noget ved det.

                Parallelt tales der mere og mere om problemer med ensomhed, manglende trivsel, om unge, der har svært ved at finde en mening med det hele. Ensomme voksne, der falder ned foran fjernsynet, usunde spise- og motions vaner.

                Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan gøre det bedre i Egedal. – Det vil jeg godt arbejde for!

                En af rigdommene i Egedal Kommune er nærheden mellem det åbne land og de mere bymæssige områder. Egedal har 17 bycentre – selv i de fire største (Ølstykke, Stenløse, Ganløse og Smørum), er der få der har mere end nogle få hundrede meter til åbne marker. Det er en rigdom og en situation vi skal værne om, beskytte og om muligt gøre endnu bedre. Det vil jeg godt arbejde for!

                Vi skylder vore børn og unge, at de får de bedste muligheder for en god start. Også for nyligt viste en landsdækkende undersøgelse, at Egedal er en af 17 kommuner, der ikke lever op til minimumskravene i vuggestuer og børnehaver. – Også her må vi til at prioritere rigtigt. – Det vil jeg godt arbejde for!


              • Kamilla Lindgren (Ganløse)
              • lindgren.terapi@gmail.com
              • Jeg har nærmest altid interesseret mig for politik, og har været medlem af SF, siden jeg var ganske ung. Jeg er vokset op i en familie, hvor politik fyldte meget. Der blev altid diskuteret politik rundt om middagsbordet.

                Som ung var jeg en del af en lokal Greenpeace gruppe. Og jeg var også en del af ”Next Stop Sovjet”, hvor vi var en stor gruppe unge, der i 1989 drog afsted for at nedbryde jerntæppet. Den gruppe, jeg var med i demonstrerede bl.a. mod atomprøvesprængninger i Semipalatinsk.

                I 2017 var jeg med til at starte et fagligt netværk op for psykoterapeuter.

                Jeg har arbejdet frivilligt som psykoterapeut i Cafe EXIT.

                Jeg vil kæmpe for:

                • Mere vild skov
                • at nedbringe udledning af CO2
                • at fremme den grønne omstilling

                Vi skal have større ambitioner end blot minimumsnormeringer – altså bedre normeringer både i vores daginstitutioner og i vore folkeskoler.