Vedtægter
Vedtaget på generalforsamlingen den 10. marts 2018
§ 1 Navn og hjemsted
Partiforeningens navn er Socialistisk Folkeparti, Aalborg Kommune. Foreningen er hjemmehørende i Aalborg Kommune.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at arbejde for tilslutning til Socialistisk Folkeparti og udbredelse af partiets idéer gennem oplysning og debat, mødevirksomhed, presseaktivitet, byrådsarbejde og andre politiske aktiviteter, herunder deltagelse i lokale sammenhænge m. m.
Det er ligeledes foreningens formål at etablere og udbygge lokale grupper og andre netværk, der jf. ovennævnte kan bidrage til en mangfoldig udvikling af kommunen samt udbredelse af den folkelige og demokratiske socialisme.
§ 3 Medlemskab
Stk. 1. Som medlem af partiforeningen kan optages enhver, der tilslutter sig foreningens formål og overholder partiets love samt betaler det af generalforsamlingen fastsatte kontingent.
Stk. 2. Medlemskabet ophører såfremt en af de i stk. 1 nævnte betingelser efter bestyrelsens vurdering overtrædes. Et således ekskluderet medlem har ret til at anke sin sag. Anken fremsendes skriftligt til bestyrelsen, som træffer den endelige beslutning om medlemmets forhold til foreningen. Såfremt andre medlemmer ønsker det, kan eksklusionen tages op til drøftelse på førstkommende generalforsamling.
Stk. 3. Valg til tillidsposter og som delegeret til landsmøde kan først ske efter 6 måneders uafbrudt medlemskab umiddelbart forud for pågældende valg.
§ 4 Foreningens struktur
Stk. 1. Partiforeningen er ansvarlig for den politiske linje. Partiforeningens opgaver løses iflg. strukturen i stk. 2 til 5.
Stk. 2. I økonomiske anliggender tegnes foreningen af formand og kasserer.
Stk. 3. Kommunalpolitisk baggrundsgruppe. Bestyrelsen fungerer som baggrundsgruppe og skal fremme og tydeliggøre SF’s politik i forbindelse med byrådsarbejdet. Bestyrelsen skal tilstræbe, at dens medlemmer samlet set har en viden og interesse for alle byrådets udvalgsområder, men møderne er åbne for alle SF’s medlemmer. Således er det ikke nødvendigt at sidde i bestyrelsen for at påvirke SF’s kommunalpolitik.
Etablering af samarbejde med andre partier der hviler på en skriftlig eller anden udtrykkelig aftale skal godkendes af bestyrelsen via mandat fra et medlemsmøde. Forud for budgetdrøftelser afholdes altid minimum et medlemsmøde med henblik på at få fastlagt retningslinjerne for byrådsgruppens og bestyrelsens mandat i forhandlingerne.
§ 5 Bestyrelsen
Stk. 1. Bestyrelsen består af 9 medlemmer af hvilke formand og kasserer vælges særskilt på generalforsamlingen. Et medlem vælges af SFU, der indgår på lige fod mht. tale- og stemmeret.
Stk. 2. Bestyrelsen vælges for to år ad gangen på den årlige generalforsamling i januar kvartal. SFU’s repræsentanter er dog valgt for kun et år.
Stk. 3. I ulige år vælges 4 bestyrelsesmedlemmer (her iblandt formanden), i lige år 4 (her iblandt kassereren).
Stk. 4.Bestyrelsesmøde afholdes mindst en gang i kvartalet, eller når mindst 3 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Stk. 5. Bestyrelsen er ansvarlig for partiforeningens politiske og organisatoriske arbejde mellem generalforsamlingerne.
Stk. 6: Aktiviteter
6.1 Bestyrelsen er ansvarlig for, at der blandt medlemmerne vælges henholdsvis en webansvarlig og en medlemsansvarlig, der står registreret på partikontoret som sådan.
6.1. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der nedsættes relevante arbejdsgrupper for aktiviteter og politikudvikling. Grupperne kan supplere sig med såvel SF-medlemmer som SF-sympatisører.
Stk. 7. Bestyrelsen er ansvarlig for partiforeningens informationspolitik udad- og indadtil. Bestyrelsen vælger en ansvarlig for sociale medier og en redaktør af nyhedsbreve.
Stk. 8. Bestyrelsen er ansvarlig overfor generalforsamlingen i alle økonomiske spørgsmål og fremlægger årsregnskab og status for generalforsamlingen sammen med budget for det kommende år.
Stk. 9. Repræsentanter for byrådsgruppen er forpligtet til at deltage i bestyrelsesmøderne.
Stk. 10. Alle bestyrelsesmøder er åbne for foreningens medlemmer. Bestyrelsen kan dog i særlige tilfælde – personspørgsmål o. l. – beslutte, at et møde eller enkelte punkter på et møde behandles lukket.
§ 6 Regnskabet
Stk. 1. Regnskabet skal revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til generalforsamlingens godkendelse. Revisorerne har ret til at foretage uanmeldte kasseeftersyn og revisioner.
Stk. 2. Foreningens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
Stk. 3. Den formue, partiforeningen kom i besiddelse af i forbindelse med salget af lokalerne i Danmarksgade 43, er båndlagt og investeret på uopsigelighedsvilkår. Renterne af formuen indgår i foreningens drift. Frigørelse af formuen følger reglerne i § 11. Midlerne kan endvidere frigives til køb af nye lokaliteter til foreningen efter forudgående beslutning på 2 hinanden følgende generalforsamlinger.
§ 7 Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen, der er partiforeningens højeste myndighed, afholdes hvert år i første kvartal og indkaldes skriftligt hhv. elektronisk med mindst 14 dages varsel. Sammen med indkaldelsen udsendes bestyrelsens politiske og organisatoriske beretning.
Bestyrelsen er forpligtiget til på generalforsamlingen at fremlægge en foreløbig aktivitetsplan for det kommende år, samt regnskab og budget.
De i partiforeningen nedsatte grupper, der modtager økonomisk støtte, er forpligtede til på generalforsamlingen at fremlægge mundtlig eller skriftlig redegørelse for deres arbejde, herunder aflægge regnskab.
Forslag til vedtagelse på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde pr. brev eller mail senest syv dage før generalforsamlingen.
Stk. 2. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis et flertal i bestyrelsen beslutter det, eller hvis mindst 10 % af partiforeningens medlemmer kræver det. I sådanne tilfælde skal der stilles en motiveret dagsorden.
Stk. 3. Den ordinære generalforsamling skal indeholde flg. punkter:
1. Godkendelse af dagsorden
2. Valg af dirigent
3. Valg af referent
4. Bestyrelsens beretning
5. Regnskab og budget
6. Aktivitetsplan
7. Indkomne forslag.
8. Valg af formand. (ulige år)
9. Valg af kasserer. (lige år)
10. Valg af bestyrelsesmedlemmer, jfr. § 5, stk. 3 samt tre suppleanter.
11. Valg af to revisorer og to revisorsuppleanter.
12. Valg til regionsrepræsentantskabet.
13. Valg af delegerede til landsmøde.
14. Valg af fanebærer.
15. Eventuelt.
Stk. 4. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med de fremmødte medlemmer, og almindelig stemmeflerhed er gældende.
Alle valg foregår ved skriftlig afstemning.
Adgang til generalforsamlinger er betinget af gyldigt medlemskab herunder betalt kontingent.
§ 8 Medlemsmødet
Medlemsmødet er mellem generalforsamlingen partiforeningens højeste myndighed.
Medlemsmøder indkaldes med minimum 8 dages varsel med angivelse af dagsorden/emne.
Medlemsmøder er generelt åbne for andre end SF- medlemmer, med mindre der specifikt i indkaldelsen står, at det kun er for SF-medlemmer.
Kun medlemmer af SF Aalborg har stemmeret og bestyrelsen har mulighed for at lukke mødet hvis det kræves.
§ 9 Opstillingsmøder
Opstilling af kandidater til kommunale, regionale eller nationale valg sker ved et medlemsmøde indkaldt med 14 dages varsel.
§ 10 Lovændringer
Ændring af partiforeningens love kan ske ved almindelig stemmeflerhed på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.
§ 11 Foreningens opløsning
Partiforeningen kan opløses, såfremt 4/5 af alle fremmødte medlemmer stemmer herfor på en ekstraordinær generalforsamling. Ved en opløsning tilfalder foreningens midler partiets hovedbestyrelse.
§ 12 Øvrige bestemmelser
Foranstående er i alle henseender undergivet Socialistisk Folkepartis love og bestemmelser.
Vedtaget på generalforsamlingen den 10. marts 2018

