Vikariat:
Rådgiver til social-, uligheds- og arbejdsmarkedspolitik 

Har du lyst til at arbejde på Christiansborg og være med til at præge SF’s politik frem mod KRV25 og det kommende folketingsvalg? Kan du bruge din faglighed til at udvikle politik, klæde vores politikere på i aktuelle debatter og til at opnå gode forhandlingsresultater? Så er dette vikariat helt sikkert noget for dig.

Jobbet

Som politisk rådgiver i SF skal du bidrage til at udøve og udvikle SF’s politik på områder, der er i stor forandring. De seneste årtiers reformer har sat store spor i forhold til den sociale balance i vores samfund. Og det vil blive et omdrejningspunkt frem mod folketingsvalget, herunder ikke mindst retfærdig pension. Stillingen kræver en profil med et solidarisk politisk kompas og en indgående viden om, hvordan man fra politisk hold præger og sætter en dagsorden. Du vil indgå i vores velfærdsteam, som er en del af politisk økonomisk afdeling. Der er tale om et barselsvikariat til besættelse medio august og forventet varighed til og med juni 2026.

Dig

Vi forventer, at du har en relevant videregående uddannelse og en stærk faglighed indenfor emner som fx den danske model, ydelser, fattigdom og ulighed. Du brænder for rød politik på komplekse problemstillinger, og du er god til at skabe netværk indenfor områder med mange forskellige aktører. Du har flair for skriftlig kommunikation og kan både tænke kreativt og være præcis. Du trives med en omskiftelig hverdag og kan bevare overblikket i pressede situationer. Vi lægger vægt på at du udover teoretisk viden har praktisk erfaring med politikområderne fra fx organisationer, ministerier, forvaltningen eller lignende. Sidst men ikke mindst forventer vi, at du er en loyal teamplayer med et optimistisk sind, der både kan lære fra sig og lytte til sine kolleger.

Os

SF’s sekretariat betjener folketingsgruppe, MEP’er og partiorganisation i hjertet af det politiske liv på Christiansborg. Vi er et team af fagligt dygtige og engagerede rådgivere, der alle bidrager til et professionelt arbejdsmiljø med trivsel og fællesskab i højsædet. Du kommer helt tæt på det politiske maskinrum og får stor indflydelse på dine arbejdsopgaver og rig mulighed for at bidrage med egne ideer. Her er højt til loftet, kort til smil og plads til store og små diskussioner ved bordfodboldspillet og kaffemaskinen.

SF er et handlingsparti, og derfor sigter vi på, at der skal være kort fra holdning til handling. Som arbejdsplads tilbyder vi gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Vi sætter videndeling, tværfaglighed og fleksibilitet højt. Vi lægger vægt på engagement, kreativitet og en uformel omgangstone præget af humor, sparring, anerkendelse samt konstruktiv feedback. I SF har vi masser af dygtige ildsjæle på tværs af landet og er i tæt dialog med mange samarbejdspartnere. Sammen er vi stærkest, og derfor vægter vi dine evner til at samarbejde og opbygge relationer med samarbejdspartnere.

SF ser mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle kvalificerede – uanset køn, kultur og etnisk baggrund – til at søge de opslåede stillinger.

Spørgsmål kan rettes til chef for politisk økonomisk afdeling, Morten Aastrup, på 6162 5673.

Send din ansøgning snares muligt og senest 30/6. Ansættelsessamtaler foretages løbende, og processen forventes afsluttet i uge 27.