SF søger TikTok- og Instagram-creator til unge

Er du god med din mobil – og har du selv prøvet at filme og klippe korte videoer til TikTok eller Instagram? Har du en fornemmelse for, hvad der får unge til at stoppe, se og dele? Så læs videre.

Du behøver ikke have en kommunikationsuddannelse, mange års erfaring eller stor viden om politik. Det vigtigste er, at du har erfaring med selv at lave korte videoer og har lyst til at bruge dine skills i en politisk sammenhæng, hvor kommunikation faktisk betyder noget.

I SF leder vi efter en kommunikationsmedarbejder, der vil være med til at udvikle og producere indhold til især TikTok og Instagram med fokus på unge. Du kommer til at arbejde tæt sammen med erfarne kommunikationsfolk, presse og vores VJ – og du bliver ikke kastet ud på dybt vand alene.

Hvad kommer du til at lave?

  • Filme og redigere korte videoer – primært til TikTok
  • Følge trends og omsætte dem til indhold med et politisk twist
  • Udvikle og teste formater, poste, justere og prøve igen
  • Være med til kampagner og mobilisering målrettet unge
  • Sparre med kolleger og folketingsmedlemmer om SoMe-indhold

Hverdagen er præget af at afprøve idéer, teste flere versioner og løbende justere ud fra, hvad der virker.

Hvem er du?

  • Du er tryg ved at bruge din mobil og har selv filmet og klippet korte videoer før
  • Du bruger TikTok og/eller Instagram og forstår, hvordan indhold spredes
  • Du har lyst til at arbejde kreativt, eksperimenterende og iterativt
  • Du kan navigere i, at ikke alt rammer plet første gang – og er ikke bange for at slette, rette og prøve igen
  • Du behøver ikke vide meget om politik – det lærer vi dig
  • Du behøver ikke have et langt CV – nysgerrighed, engagement og lysten til at lave video tæller højt

Har du lavet videoer, opslag eller andet indhold før, må du meget gerne sende eksempler – gerne video – men det er ikke et krav.

Om jobbet

Du bliver en del af SF’s presse- og kommunikationsafdeling på Christiansborg. Her er tempoet højt, tonen uformel, og der er kort fra idé til handling. Du kommer tæt på det politiske arbejde og får mulighed for at præge, hvordan SF taler til unge – både i hverdagen og i kampagner.

Om SF som arbejdsplads

I SF arbejder vi for et grønnere og mere retfærdigt Danmark. Vi tror på samarbejde, på at lære af hinanden – og på, at der skal være plads til både forskellighed, humor og udvikling. Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede – uanset køn, alder, baggrund og erfaring – til at søge.

Ansøgning

Send din ansøgning  senest 15. januar.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte presse- og kommunikationschef Sigrid Rasmussen på 33 37 44 76.