Del

MODERATORER TIL SF’S MEDLEMSFORUM

Er du medlem af SF og vil du gerne bidrage til at styrke og kvalitetsudvikle SF’s medlemsdebat? Så er du måske én af de to deltidsansatte studentermedhjælpere, vi søger til at moderere debatten på SF’s medlemsforum på Facebook.

Medlemsforum

SF’s medlemsforum på Facebook består pt af ca. 3000 medlemmer. Vi har en ambition om, at Medlemsforum skal være et fortroligt forum, hvor der foregår en levende debat og hvor der er kort afstand mellem ledelse, folkevalgte og medlemmer. Forummet skal være det sted, hvor man kan involvere sig i politiske debatter og få information om, hvad der foregår i SF politisk.

På nuværende tidspunkt er der desværre mange, der vælger forummet fra. Der er flere, der synes der er mange opslag, der ikke ligger indenfor rammen af, hvordan forummet er tænkt, og som er uden en klar retning. Derudover er der mange tilkendegivelser af, at tonen kan være hård eller uhensigtsmæssig.

Vi ønsker at genskabe et levende forum med en god debatkultur, og derfor foreslår vi en reorganisering og gentænkning. Det omfatter bl.a. at debatten styres mere, og det er den opgave de to moderatorer skal varetage.

Jobbet

Som moderator skal man i samarbejde med den anden moderator systematisk følge og overvåge alle opslag og debattråde og moderere debatten efter de af landsledelsen fastsatte retningslinjer for debatten. Det betyder, at man skal kontakte debattører som ikke overholder debatreglerne. Moderatorerne har mulighed for slette indlæg og mulighed for at udelukke debattører, som i gentagne tilfælde overtræder reglerne. Endelig skal moderatorerne tilse, at relevante personer i SF besvarer spørgsmål og kommenterer, når der er brug for det.

Ansættelsen er 10 timer om ugen i gennemsnit. Arbejdstiden kan variere over tid efter aktivitetsniveauet på Medlemsforum. Arbejdet kan udføres hjemmefra

Om den rette kandidat

Du har grundigt kendskab til SF’s partikultur, organisation og politik
Du har flair for hvordan man skaber en levende debat, som mange medlemmer finder relevant og har lyst til at deltage i
Du er systematisk og kan arbejde med udgangspunkt i de fastsatte retningslinjer
Du er venlig og bestemt

Moderatorerne lønnes som studentermedhjælpere jf. lokal overenskomst. De første tre måneder er timelønnen 137,12 kr. (5.941,87 om måneden) derefter 159,75 kr. (6.922,50 kr. om måneden).

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til SF’s landssekretær Jens Andersen på 6162 3224.

Ansøgningsfrist er den 1. marts. Tiltrædelse 1. april.

SØG HER