Stem Jens. Mod til at håbe.

Jeg er skolelærer, far til fire og brændende interesseret i alt lokalt frivilligt arbejde. Så kan jeg lide bøger, musik og vores natur.

Når jeg har kopieret Obamas ”mod til at håbe” så er det ud af respekt for vores fælles demokratiske fornuft her i kommunen. Vi skal have mod til at håbe, at vi midt i al larmen fra valgkampens drillerier og fnidder finder fornuftige løsninger sammen.

  • Jeg vil stabilisere skoleområdet så børn og unge kan udvikle sig.
  • Jeg vil skabe tryghed for de ældre.
  • Jeg vil skabe sammenhæng i kommunen med kultur og med vores fælles indsats for miljø og klima.

Jeg fortæller hvad jeg vil, og hvad jeg – sammen med et helt folkeparti af ligesindede mennesker – håber på. Derfor kan I stole på mig. Ikke fordi jeg er mere fornuftig eller bedre end de andre, selvom der nu siges meget vrøvl inde i det de kalder Byrådet. Men fordi mine prioriteringer altid handler om fællesskab, frihed, solidaritet og lighed.

Jeg synes vi skal gøre vores byråd til en kommunalbestyrelse. Få alle med i hele kommunens bestyrelse. Vi skal genoprette et miljøudvalg, fordi vi alle ejer miljøet, og så må vi fortælle ærligt om kommunens udfordringer for ældre, for unge, ja for alle. Men vi er nødt til at håbe, at vi kan blive bedre sammen. At vi kan træde ind i en bedre fremtid sammen.

For mig er det vigtigt at udviklingen går mod at vi trives bedre. At vi ikke føler os unødigt utrygge. At de andre bøfler på savannen ikke tryner os. Alle skal ikke nødvendigvis være rige. Når vi som arbejderparti lægger så stor vægt på arbejde og pension for alle, så er det jo fordi, vi godt ved, hvor den virkelige frihed ligger. I fritiden. I omgangen med dem vi elsker. Og selvfølgelige skal det være muligt at sætte sig tårnhøje mål for job, karriere, uddannelse og anden slags verdenserobring. Den slags ansvarlighed har gjort os rigere og dygtigere som samfund.

Men når man så lander igen i vores dejlige kommune, måske flytter hjem og stifter familie, så skal de bøfler som ikke rejste ud i verden jo stadig have rimelige græsgange. Dem som vedligeholdt vores græsgange. Og skove. Og vores byer, børnehaver og plejehjem og biblioteker, skoler, handelsliv, turisme, administration, etc.

Det er min vision at opretholde alt dette midt i en klimakrise, hvor vi skal forholde os til flygtninge som en ressource i vore samfund og at erhvervslivets nye jagtmarker bliver udviklet på baggrund af en klimadagsorden.

Så det er fornuftigt at placere dit kryds hos mig. Du kan trygt håbe på forbedring, for jeg vil arbejde på at indfri det. Sammen med socialistisk folkeparti.