Del

SF vil have ny lov for naturen

20-10-2022

De grønne partier i Folketinget – SF, Ø, R og Å – kommer nu med et klart krav til en kommende regering: Vil I have vores opbakning, skal en lov om naturen være en del af et nyt regeringsgrundlag. Loven skal være inspireret af klimaloven og opstille konkrete, bindende mål for naturen:

”Med klimaloven og 70-procents-målsætningen satte vi en helt ny retning for Danmarks klimapolitik. Vi skal gøre det samme for vores natur, så vi kan vende den katastrofale tilbagegang i dyre- og plantearter. Derfor skal Naturens Lov være et af grøn regerings helt store prestigeprojekter”, siger Pia Olsen Dyhr.

Den nye lov for naturen skal sikre, at Danmark lever op til EU’s mål om 30 pct. beskyttet natur – heraf 10 pct. strengt beskyttet. Derudover skal Biodiversitetsrådet have en overvågende rolle, så vi sikrer, at der bliver handlet – på linje med Klimarådets rolle i forhold til klimapolitikken.

Det er helt nødvendigt, at der handles nu, for tilbagegangen i arter har ikke været så stor, som den er i dag, siden dengang en asteroide udslettede livet på jorden:

” Vi skal stoppe den katastrofekurs, vi er på. Danmark ligger i bunden i Europa, når det gælder beskyttet natur. Fremtidige generationer skal også kunne opleve naturen. Opleve sanglærkens kvidren i haven eller spættens trommen i skoven. Så det er nu, der skal handles”, siger Pia Olsen Dyhr.

De fire grønne partier var de samme, som gik sammen om 70 procents-målsætningen inden valget i 2019. I denne valgperiode har partierne derudover stået sammen om at øge andelen af urørt skov, etableret 15 naturnationalparker og forbedret havmiljøet.