SF runder 10.000 medlemmer
01-04-2023
SF’ere fra hele landet valfarter i dette øjeblik til Kolding, hvor partiets årlige landsmøde skal finde sted hen over weekenden. Der bliver dog mere trængt end sædvanligt, for SF har siden valget oplevet medlemsfremgang.
”Det er virkelig dejligt med den her store opbakning til partiet – især i en tid som nu, hvor vi har så meget at kæmpe for!” udtaler en begejstret Pia Olsen Dyhr.
Samme tid sidste år kunne SF tælle 8995 medlemmer, mens partiet i dag rummer hele 10.505 medlemmer. Der er altså tale om en medlemsfremgang på 1.510. Fremgangen er den største fra landsmøde til landsmøde, mens Pia Olsen Dyhr har været formand.
”Det gør mig virkelig glad at se, at vi er så mange, der brænder for og bakker op om at styrke velfærden og føre an i den grønne omstilling. Det giver mig et rødt og grønt håb for fremtiden!” siger formanden.