Del

SF lancerer 8-marts-udspil

08-03-2023

118.000 kvinder udsættes hvert år for fysisk og/eller psykisk partnervold i Danmark. Dertil kommer, at 12 kvinder årligt meldes dræbt af deres partner eller ekspartner.

Står det til SF, kan og skal vi gøre meget mere for at forebygge vold og sikre kvinderne hurtigere hjælp og sikkerhed, når de bliver udsat for vold. Mangel på et sted at flytte hen, penge på kontoen eller usikkerhed om børn og forældremyndighed kan betyde, at kvinder bliver i et voldeligt forhold, viser analyse fra Red Barnet.

Slag, spark, hån og nedgørelse sker desværre oftere i nære relationer, end vi er klar over – og vi kan blive bedre til at forebygge og standse det. Det er ikke den enkelte kvindes ansvar. Det er et fælles ansvar,” siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt på kvindernes internationale kampdag den 8. marts.

I den forbindelse stiller SF et forslag om at indføre otte konkrete initiativer, der skal gør det lettere for kvinder at komme ud af et voldeligt forhold uden at frygte digital, psykisk eller fysisk vold efterfølgende.

Et af forslagene handler om at sikre kvinderne et nyt sted at bo, når de forlader deres ægtefælde. 6 ud af 10 kvinder peger nemlig på, at frygten for at stå uden tag over hovedet vejer tungest i beslutningen om at gå eller blive. Her mener Karina Lorentzen, at der skal tilbydes akut hjælp til at få en permanent bolig til de kvinder, hvor et krisecenter ikke er relevant.

Lever man i et voldeligt forhold, skal det ikke være økonomien, der forhindrer en i at komme væk og videre med sit liv. Derfor vil vi forpligte kommunerne på en hurtig hjælp, så det er nemt for kvinderne at få en ny bolig og måske endda hjælp til et indskud,” siger hun.

 

Læs de otte initiativer herunder:

  • Praktisk hjælp til at finde en passende bolig
  • 10 timers psykologhjælp til voksne og børn, der har været udsat for vold og trusler i relation til familie- eller samlivsforhold
  • Forpligt kommunerne på at udarbejde en handlingsplan for personer med voldelige partnere
  • Styrk stalkingofres rettigheder
  • Nedsættelse af et hurtigtarbejdende udvalg, som skal se på skærpede produktkrav til stalkerware
  • Ensret politikredsenes indsats i forhold til strakstilhold
  • Udbred Stalkingsamarbejde mellem politi, kommunen og Dansk Stalking Center til alle politikredse
  • Alle skal trygt kunne forlade deres partner uden frygt for at miste sin opholdstilladelse