Del

Serdal Benli er ny næstformand i SF

17-06-2019

SF’s landsledelse har valgt Serdal Benli som ny næstformand for SF.

Det sker, efter at Signe Munk er blevet valgt til Folketinget og derfor er stoppet som næstformand efter fem år på posten.

Serdal Benli deler posten med partiets anden næstformand Lise Müller.

– Jeg glæder mig til sammen med Lise Müller at fortsætte arbejdet med at udvikle SF som en stærk, moderne, mangfoldig og inddragende organisation. Det er en kæmpe ære for mig, siger Serdal Benli.

– SF er ikke bare et parti, hvor alt peger mod Christiansborg. Vi arbejder med forandring i kommunerne, regionerne, i lokalforeninger, aktionsgrupper og i partiforeningerne. Jeg vil gerne være med til at udvikle og styrke vore i forvejen stærke lokale fundament, siger Serdal Benli.

– Man kan være en del af en politisk bevægelse på mange måder, og jeg oplever, at rigtig mange borgere gerne vil være med og gøre en forskel, hvis de har muligheden. Det afspejler SF allerede i dag, og det skal vi gøre endnu mere i fremtiden.

Serdal Benli har siden 2013 været viceborgmester i Gladsaxe, hvor han blev valgt som byrådsmedlem første gang i 2009. De seneste seks år har han også været en del af landsledelsen i SF. Fra 2005-2009 var han valgt til regionsrådet i Hovedstaden.

– Jeg vil bruge min erfaring fra lokalpolitik til at styrke SF’s lokalafdelinger i hele Danmark frem mod kommunal og regionsrådsvalgene, så vi forhåbentlig kan få endnu flere SF’ere repræsenteret og dermed styrke fællesskabet, der hvor borgerne for alvor kan mærke konsekvenserne af de politiske beslutninger. Det er SF’s helt store styrke, at vi er stærkt lokalt forankret i hele landet. Det skal vi styrke endnu mere ved hjælp af uddannelse og medlemsinddragelse, siger Serdal Benli.

Serdal Benli er 40 år, bor i Gladsaxe med sin hustru og deres søn. Han arbejder som HR-fuldmægtig i Integrationsministeriet og er viceborgmester i Gladsaxe for SF.