Om mig
Jeg bor sammen med min mand midt mellem Birkerød og Holte. Vi deler hus med min mor på 85. Sønnen er flyttet hjemmefra for flere år siden. Jeg er uddannet cand.mag. i moderne kultur, beskæftiger mig med udvikling- og projektledelse i oplysningsforbund, er formand for SF´s kulturudvalg og formand i SF Rudersdal.
Det går jeg til valg på:
Klima og biodiversitet
Rudersdal skal investere i fjernvarme, solceller, elbiler, ladestandere, offentlig transport, cykelstier – alt sammen midler til en grøn fremtid. Vi skal sætte tydelige mål for reduktion af CO2-udledning, og der skal afsættes tydelig finansiering på kommunens budget. Et grønt regnskab skal hvert år vise, om vi lever op til de satte mål. Offentlige anlæg omdannes til oaser for insekter og planter, der naturligt vokser i vores område. Håndtering af regnvand skal tænkes ind. Haveejere kan med fordel inddrages i omstillingen og rådgives om omlægning til vildere natur.
Børn og unge
Ro på for skoler og daginstitutioner. Stop sammenlægninger og centralisering. Giv friheden tilbage og lad os sikre gode, kreative og alsidige institutioner, hvor det faglige fokus inkluderer både boglige og kreative fag. Stress i hverdagen skal væk. Stop for unødige tests og for ensidigt fokus på karakterer og konkurrence.
Ældre
Tryg og værdig hjemmepleje, hvor den ældre møder de samme mennesker hver gang. Trygge plejehjem med samme service for alle. Der skal være personale med faglige kompetencer, så demente og beboere med andre særlige behov, får den bedste hverdag. Der skal være bymiljøer, hvor der er plads til de ældre, og der skal være mulighed for bofællesskaber både kun for ældre og for blandede aldersgrupper, hvor ældre lever side om side med unge, børn og midaldrende.
Kultur
Alle børn og unge skal møde kulturen, både i daginstitution, i skolen og i fritiden. Musik- og kulturskolens samarbejde med daginstitutioner og skole skal prioriteres. Idrætslivet skal tilbyde det gode fællesskab, og fritidsklubber give fleksible tilbud. Vedbæk bibliotek skal genetableres, og bibliotekerne skal fungere som kulturelle mødesteder for os alle.