Læserbreve

Udfordring kalder på en fælles løsning.

SF Halsnæs v/ Anne-Sofie Fleischer Michaelsen og Olaf Prien

STORMFLODssikring og vandmiljø Stormflodssikring langs vores fjord bør være en fælles løsning på tværs af kommunegrænserne. Det er vigtigt, at man ikke kun ser på de tekniske muligheder i de enkelte kommuner, men at vi begynder at koordinere stormflodssikringen med:

Sikringen af de bymæssige områder mod oversvømmelse under skybrud.

Beskyttelsen af vandmiljøet i fjorden og i vandløb – søer, der løber ud i fjorden, samt beskyttelsen af vores grundvand.

Beskyttelsen af naturområderne, herunder Natura 2000 områder og naturarealer beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.

 

Med andre ord er der behov for en proces, hvor det fortsatte arbejde med klimatilpasningen kædes sammen med de forskellige indsatser i vandområdeplanen for Roskilde Fjord og dens opland samt planerne for beskyttelsen af naturområderne.

F.eks. er det vigtigt at sikre, at hyppigheden, udbredelsen og varigheden af iltsvind i fjorden ikke forværres. Iltsvind er et problem for fisk og smådyr på fjordbunden.

Stormflodssikringen ved Kronprins Frederiks Bro i Frederikssund (som kommunerne syd for Halsnæs har foreslået) må heller ikke medføre, at vi ikke når den ønskede målsætning om en god økologisk tilstand i fjorden.

Der er også behov for at inddrage de udfordringer, som klimaændringerne medfører for vandmiljøet og naturområderne i fjorden. F.eks. er det vigtigt at få belyst, hvordan den fremtidige stigning i fjordens vandstand og stormflodshændelser vil påvirke strandengene i den sydlige del af fjorden, som er levested for en stor del af fjordens mange fugle.

På byrådsmødet 13. september foreslog SF, at borgmesteren tager kontakt til de øvrige borgmestre for at komme i dialog om en fælles stormflodssikring.

Kun 2 ud af 21 byrådsmedlemmer ville arbejde for en koordineret løsning. Men SF vil tænke videre og fortsætte forsøget med at finde tilslutning til et fælles svar på de hyppigere (klima)storme, som ikke stopper ved kommunegrænserne.

regn640_360.png

 

 

Univers
Mobil navigation