Hvad er kommunal erhvervsvenlighed?

                                    d. 7.1.2017

 

Hvad er kommunal erhvervsvenlighed?

 

Haderslev Byråds borgerlige flertal ynder at bryste sig af, at de ønsker at styrke erhvervslivet i kommunen. Det gør de så ved at give tilladelse til et nyt Aldi Supermarked i Haderslev, et par hundrede meter fra to andre supermarkeder og i et meget trafikeret vejkryds. De gør det også ved at give tilladelse til et Lidl Supermarked i Vojens på bekostning af et historisk hotel.

 

Har en eneste borger i kommunen givet udtryk for, at der er mangel på supermarkeder. At man simpelthen må gå sulten i seng, fordi der ikke er adgang til fødevarer – næppe. Kommunen har ikke behov for flere supermarkeder. Konsekvensen er blot, at andre – ikke mindst de få tilbageblevne små købmænd mister omsætning. Det er ikke erhvervsvenlighed at give tilladelse til flere supermarkeder – det er stik modsatte.

 

For SF er erhvervsvenlighed, at kommunen sørger for, at kommunens primære serviceforpligtigelser har en høj kvalitet. Gode daginstitutioner og gode skoler, gode fritids- og kulturtilbud, god infrastruktur og miljøtiltag, der tager vare på vores natur. Derved bliver kommunen attraktiv for tilflyttere, som igen er udgangspunktet for, at eksisterende og nye virksomheder kan rekruttere kvalificeret arbejdskraft.

 

Byrådet bør koncentrere sig om at skabe de gode kommunale servicetilbud for erhvervslivets arbejdskraft. Det vil skabe befolkningstilvækst og vækst for erhvervslivet. Flere supermarkeder er ikke løsningen – brune vejskilte næppe heller. Aldi og Lidl klarer sig nok uden Haderslev Byråds støtte.

 

Bent Iversen

Byrådskandidat (SF)

Fælleslykkevej 34

6100 Haderslev

Univers
Mobil navigation