Kommunalvalg 2017 - Valgprogram

VALGPROGRAM 2017

Download vores valgprogram som pdf her

KLIMA OG ENERGI

I kommunen skal vi som et overordnet princip ved enhver beslutning, der har betydning for klimaet, indtænke de klimamæssige konsekvenser heraf. SF ønsker, at Faaborg-Midtfyn skal være førende med hensyn til begrænsning af energiforbruget og formindskelse af udledning af drivhusgasser – såvel i forbindelse med kommunens egne aktiviteter som i et samarbejde med kommunes private virksomheder og borgerne.

SF arbejder derfor konsekvent for:

At der stilles krav om lavenergihuse/passivhuse ved udarbejdelse af nye lokalplaner

At vi fortsætter indsatsen for at begrænse energiforbruget i kommunens egne bygninger og anlæg og fortsat etablerer ”0-energi”-byggeri som eksempelvis børnehaven i Faaborg og Skoletandlægehuset i Ringe.  SF vil tillige fortsat støtte energirenovering og etablering af solcelleanlæg ved og på kommunale ejendomme.

SF er enig i Danmarks overordnede mål om øget andel af vedvarende energi. SF vil derfor støtte etableringen af større solcelleanlæg på dertil egnede arealer, idet vi erkender, at det i vores kommune er svært at finde egnede arealer til opstilling af kæmpevindmøller. Og da SF som nævnt har som mål, at der i kommunen produceres stadig mere vedvarende energi, ser vi solceller som et meget fint alternativ.

I SF har vi med tilfredshed noteret os, at der ved Heden er etableret et biogasanlæg, hvorved der sker en reduktion af naturpåvirkningen ved udbring af gødning, og hvorved der tillige produceres energi i form af naturgas.

SF har arbejdet for, at kommunen gradvist går over til el- og/ eller gas-biler til den kommunale kørsel, og vi glæder os over, at kommunen er gået over til el-hybrid-biler i den kommunale bilkørsel.

I SF finder vi det naturligt, at kommunen står i spidsen for arbejdet med at klimasikre Faaborg havn og by og andre områder, der trues ved højvande som eksempelvis i januar 2017. Det er ikke kun berørte lodsejere, men også kommunen som skal løse denne opgave.

Som nævnt under afsnit om infrastruktur arbejder vi for en effektiv kollektiv trafik, der mindsker CO2-forureningen fra bilkørsel, og gerne gennem denne omlægning giver et bidrag til folkesundheden via flere cyklister og gående

Faaborg-Midtfyn Kommune har for få år siden vedtaget en overordnet Klimaplan. Denne indeholder en lang række forslag, der forhåbentlig kan arbejdes videre med i den næste valgperiode. En væsentlig betingelse er, at borgere, virksomheder, institutioner og kommunen arbejder tæt sammen om disse mål. SF vil arbejde for, at kommunen stiller sig i spidsen for dette arbejde med henblik på at gøre Faaborg-Midtfyn til en frontfigur på dette område.

TRAFIK OG INFRASTRUKTUR

Det er vigtigt i en kommune med Faaborg-Midtfyns størrelse og geografiske karakter med mange små bysamfund, at der eksisterer en velfungerende kollektiv trafik. Det skal samtidig være en trafik, der fungerer således:

at miljøbelastningen er mindst mulig – at der er let adgang til uddannelsesstederne – at pendlere skal kunne komme til og fra arbejde – at borgere uden privat bil (herunder ældre) skal sikres bevægelses- og indkøbsmuligheder.

SF vil derfor arbejde for:

At alle har mulighed for at komme med kollektiv trafik til og fra uddannelsessteder og arbejdspladser (udenfor gå- og cykleafstand)

At busser såvel som tog skal kunne medbringe cykler, barnevogne, kørestole mv.

 At der er sikre gang- og cykelruter omkring skoler og daginstitutioner, så risikoen for ulykker minimeres. Flere børn, der går eller cykler, øger tillige den generelle sundhedstilstand. SF støtter derfor bestræbelser for at få etableret flere cykelstier og at få øget trafiksikkerheden ved gennemførelse af Trafiksikkerhedsplanen.

 At der ved brug af teletaxi og telebus tilbydes borgerne mulighed for at komme rundt i kommunen samt til tog- og busstationer, der giver forbindelse til den kollektive trafik. Teletaxi er som tilbud udvidet til også at dække aften og weekend, men bør også udstrækkes til at køre i større zoner end de nuværende.

At der i kommunen som forsøgsordning etableres en ”delebil-ordning”, hvor kommunale biler stilles til borgernes rådighed udenfor ”arbejdstid”. Ligesom vi gerne ser et forsøg på øget samkørsel som forsøgt i Nordjylland med ”Go More” og det lokale trafikselskab.

At den eksisterende jernbanedrift mellem Svendborg og Odense bevares i det eksisterende omfang, herunder også at antallet af stoppesteder på strækningen opretholdes.

At der på langt sigt etableres en fast forbindelse mellem Als og Fyn (ved Bøjden) samt at der sker en opgradering af vejnettet mellem Odense og Faaborg.  SF ser gerne, at der aktuelt arbejdes med en mere hyppig færgedrift, gerne i form af miljøvenlige el-færger.

At overbevise Vejdirektoratet (Staten) om, at statsvejen (43) mellem Faaborg og Odense udbygges med en cykelsti for såvel lokale beboere som det store antal af cykelturister, der besøger Sydfyn.

MILJØ OG NATUR

SF ønsker, at borgernes sundhed og beskyttelsen af miljøet skal veje tungt, når der gives tilladelser til etablering og udvidelse af landbrug, industri og offentlige anlæg.

SF vil arbejde for, at der fortsat afsættes de nødvendige midler til en række miljøopgaver (vandplaner, vådområder, Natura 2000-områder m.v.), som netop er igangsat eller skal gennemføres i de kommende år. Herunder naturgenopretning af våde enge, søer, moser, strandenge og græsningsarealer. Faaborg-Midtfyn har gennemført en række initiativer på dette område, og SF vil arbejde for, at de følges op i de kommende år. Hermed styrkes den biologiske mangfoldighed i vores kommune, og en rigdom af oplevelsesmuligheder stilles til vores rådighed.

SF ønsker, at der ved råstofudvinding og anlægsarbejder tages hensyn til grundvandsinteresser. Vi ønsker også, at der i størst muligt omfang tages hensyn til de naboer, der berøres af trafik, støj og andre gener ved gravearbejdet. Vi ser gerne en udvidelse af arealer drevet som økologisk landbrug, i særdeleshed ved vandindvindingsområder og ved sårbare naturområder. SF vil fortsat støtte initiativer, der medfører øget skovrejsning – dels på grund af herlighedsværdien og dels på grund af den beskyttelse, som skovdrift yder grundvandsforekomsterne.

SF var for nogle år siden en solid støtte bag ønsket om en Nationalpark ”Det fynske Øhav”, men vi  har taget til efterretning, at det aktuelle forslag er taget af bordet. SF ser gerne, at der ad åre sker en revurdering af projektet og vil arbejde for, at det tages op på ny – eventuelt i form af en ”Naturpark” eller som en Unesco Geopark.

SF vil arbejde for, at adgang til rekreative områder i stadig højere grad sikres, bl.a. gennem anlæg af stisystemer for cyklister, gående/løbende/ridende borgere. Vi vil derfor også bevare og eventuelt genoprette gamle stier omkring i kommunen.

SF vil arbejde for at skovbyggelinjen på 300 m respekteres.

Kultur

Faaborg-Midtfyn har et rigt og varieret kultur- og idrætsliv, som vi i SF gerne vil værne om, og sikre rammer så det kan udvikle sig. Kultur- og idræt bidrager væsentligt til alles – børns, unges, voksnes og ældres – dannelsesproces og til folkeoplysningen. Kultur og idræt giver mulighed for nye fællesskaber mellem forskellige livsformer og bidrager til at øge mangfoldigheden.

Kunst og kultur skal ikke ensrette men åbne og skabe forståelse. I SF er vi rigtig glade for, at vi går forrest kulturpolitisk med Den Kulturelle Rygsæk i folkeskolen. Her præsenteres børn og unge for de forskellige kulturarter, som musik, billedkunst og dans. Vi tror på, at det giver gladere og mere kreative børn og unge. I SF vil vi arbejde på kunstområdet arbejde for:

Etablering af landskabsmuseum i Faaborg og omegn.

Bevarelse og udvikling af Den Kulturelle Rygsæk i folkeskolen

Etablering af et ”Carl Nielsen center” i Nr. Lyndelse.

På samme måde som kunst og kultur bidrager idrætten til at skabe fællesskaber på tværs. I SF finder vi det rigtig vigtigt at der er lige adgang til idræt og til foreningslivet. Specielt finder vi det vigtigt at alle børn har mulighed for at gå til en aktivitet i deres fritid, uafhængigt at forældrenes økonomi. Vi vil derfor arbejde for:

Bevarelse af de mindre haller i kommunen.

”Fripas” til foreninger til børn, hvis forældre ikke har råd til at melde dem ind i en idrætsforening.

INTEGRATION

De sidste år har kommunen modtaget et stærkt varierende antal flygtninge.

I SF mener vi, at der er vigtigt, at der sker en hurtig integration af flygtningene til det danske samfund både ud fra et medmenneskeligt men også ud fra et samfundsøkonomisk perspektiv. Vi ved, at mange ikke vil have mulighed for at vende tilbage til deres hjemland i en overskuelig fremtid. Det er derfor vigtigt, at man giver dem mulighed for at tage del i det danske samfund i stedet for at blive yderligere traumatiseret af isolation og inaktivitet.

Vi skal derfor sørge for, at der er ordentlige boliger nær offentlig trafik, så de har mulighed for at komme til undervisning og andet.

Undervisning i dansk, engelsk og samfundsfag er vigtigt for, at disse borgere hurtigst muligt kan tage positivt del i det danske samfund. Voksne flygtninge skal uddannes, så de kan få et arbejde og blive selvforsørgende hurtigst muligt.

I det hele taget skal vi sørge for, at der er tilbud til flygtningene alle hverdage, så de får genoprettet en dagligdag. I SF finder vi således forslaget om at have ”sociale viceværter” knyttet til vores midlertidige flygtningeboliger særdeles fornuftigt.

Kommunen skal støtte foreninger og borgergrupper, der medvirker til at styrke integrationen.

I SF betragter vi flygtningenes situation som særdeles vanskelig. Og vi mener, at vi som kommune har en pligt til positivt at bidrage til at afbøde de værste konsekvenser af dette. Da adgang til det danske arbejdsmarked er den mest effektive måde at blive integreret på, så vil vi fra SF støtte alle initiativer i retning af arbejdsprøvning, mentorordninger m.v. I en flygtningefamilie, hvor man har lært sig det danske sprog og er kommet i beskæftigelse, er risikoen for radikalisering reduceret, og familien bliver tillige en samfundsøkonomisk gevinst. Derfor er en aktiv integrationspolitik vigtig.

OMSORG OG ÆLDREFÆLLESSKABER

De kommende årgange ældre kan generelt se frem til et længere liv såvel på arbejdsmarkedet som i pensionistalderen. Der er dog stor forskel på livsvilkårene for mennesker med lavt uddannelsesniveau, hårdt fysisk arbejde og  mange ledighedsperioder sammenlignet med mere privilegerede grupper. Den førstnævnte gruppes gennemsnitlige levetid er op til 10 år kortere end den sidstnævnte. Vores indsats på sundhedsområdet bør i større omfang målrettes til at mindske denne form for social ulighed.

Ved budgetforhandlingerne sidste år drøftede vi en opkvalificering af standarden på vores plejehjem. Med stadig flere beboere ramt af demens er der behov for investeringer i nye belysningsformer, haveanlæg og inventar, som gør dagligdagen mere værdig – ligesom der løbende skal gennemføres efteruddannelse af de ansatte. SF vil tillige have fokus på, om vores normering er tilstrækkelig set i lyset af, at beboerne bliver stadig mere tungere og dermed mere plejekrævende. Disse udfordringer vil SF sammen med andre partier tage op ved efterårets budgetforhandlinger.

Som følge af at plejehjemmene i højere og højere grad alene bruges til borgere med demens eller lettere somatisk syge, er der et stigende behov for boliger til ældre, hvor der er adgang til fællesskab.

Vi skal derfor støtte ”seniorer” i at oprette boliger, hvor der er adgang til fællesskaber. Ved tæt samvær med andre mennesker undgår man, at ældre isoleres. Når man har noget at stå op for og nogle at være sammen med, så styrkes den enkeltes dagligdag.  Hermed investerer vi i livskvalitet og samtidig i den kommunale økonomi.

Dette kan understøttes ved lokalplaner, der åbner mulighed for denne type boliger. Kommunen skal også kunne bistå med rådgivning om det formelle, når man opretter bofællesskaber.

Vi skal sikre, at der er mulighed for både ejer, lejer- og andelsboliger, og både eksisterende byggeri og nybyggeri skal indtænkes.

Ud over boligfællesskaber skal kommunen også understøtte mødesteder for dem, der bor alene.

HandicapPOLITIK

Alle skal have lige muligheder.

Borgere med et fysisk eller psykisk handicap skal kunne leve et værdigt, respektfuldt og aktivt liv med samme muligheder som borgere uden funktionsnedsættelser. Derfor vil vi i SF arbejde for:

  • bedre uddannelsesmuligheder
  • et rummeligt arbejdsmarked
  • flere handicapvenlige boliger styrkelse af fagligheden, så f.eks. kvaliteten i inklusion i folkeskolen styrkes.
  • Respekt, accept og inklusion er nøgleord i SF’s handicappolitik.

BESKÆFTIGELSESPOLITIK

Arbejdsmarkedspolitikken i Faaborg-Midtfyn kommune skal være præget af, at det handler om at forbedre de lediges muligheder for at komme i arbejde. Uddannelse og aktivering er ikke for at straffe den ledige, men skal tilbydes, så dem der er ramt, selv får mulighed for at gøre en indsats, og selv er med til at påvirke indhold og mål. Den arbejdsløse skal ikke stå alene, og der skal tilbydes professionel råd og vejledning. Arbejdsløshed er ikke et individuelt ansvar, det er et fælles ansvar.

Opgaven skal løses i et tæt samarbejde med A-kasser og faglige organisationer, der kender deres ledige medlemmer, og som kan bidrage med god viden omkring fag og branche.

Ungdomsarbejdsløshed er et alvorligt problem for vores lokalsamfund. Der skal arbejdes for at sikre praktik- og uddannelsespladser til alle. Unge, der har brug for en ekstra indsats for at klare en uddannelse, skal naturligvis have hjælp. Produktionsskolen skal være et aktivt og meningsfyldt tilbud, der hjælper unge på vej mod uddannelse og job, ligesom andre kommunale uddannelsestilbud til unge som STU og EGU skal styrkes. Aktiviteter, der sikrer overgangen fra grundskole til erhvervsuddannelse skal prioriteres. Unge, der har behov for udvidet brobygning eller særlige vejledningsforløb, skal have mulighed for dette i de sidste år i grundskolen.

Vi er i SF skeptiske overfor de aktuelle regeringsplaner om at pålægge kommunerne ansvaret for uddannelsestilbud for de 18-24-årige, da dette forslag vil begrænse VUC`ernes elevgrundlag. VUC i Faaborg vil efter disse planer blive svækket, og de decentrale uddannelsestilbud vil blive mindsket.

Konkret vil SF arbejde for:

  • Ledige borgere skal inddrages som en aktiv part i arbejdet med at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
  • Der skal gøres en ekstraordinær indsats for at skaffe praktikpladser til unge.
  • Der skal arbejdes på at skaffe flere jobs på særlige vilkår og styrke virksomhedernes sociale ansvar. Kommunen skal understøtte oprettelsen af flere socialøkonomiske virksomheder.
  • Et styrket samarbejde mellem kommunen og de lokale ungdomsuddannelser skal sikre, at unge starter på og gennemfører en uddannelse.
  • Mikrolån: et tilbud med erhvervsrådgivning og økonomisk støtte til kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, sygedagpengemodtagere eller revalidender, der ønsker at etablere sig som selvstændige.

ERHVERVSPOLITIK

SF ønsker en offensiv politik for at skaffe arbejdspladser til kommunen, og at alle aktive parter i vores lokalområde, der vil bidrage til dette, skal inddrages. Samtidig med skal der arbejdes aktivt for at bremse social dumpning, og at ansatte i virksomheder, der løser kommunale opgaver, skal lønnes efter anerkendte danske overenskomster. Firmaerne skal betale skat i Danmark, uddanne lærlinge og overholde gældende regler for godt arbejdsmiljø, sikkerhed, socialt kapitel o.a.

UDVIKLINGSSTRATEGI OG PLANLÆGNING

SF støtter den nuværende Udviklingsplan koblet sammen med ”Vores Egn”-initiativerne. Det betyder, at SF går ind for, at vi skal ”stå på to ben”, d.v.s. udvikle såvel de mest synlige udviklingsområder såsom Faaborg, Ringe og Forstadsbyerne som de mange livskraftige mindre bysamfund. Initiativrige byer som Gislev, V. Hæsinge, Ryslinge, Allested-Vejle, Brobyværk og mange andre har skabt nye aktivitetscentre og dermed styrket sig i kampen om nye borgere. SF ønsker, at kommunen skal engagere sig aktivt og eksempelvis støtte ”klyngesamarbejdet” mellem henholdsvis Ryslinge-Gislev-Kværndrup og mellem de mange bysamfund syd og vest for Ringe. Enkelte mindre bysamfund har særlige problemer med at få deres idrætshal til at hænge sammen økonomisk. I den sammenhæng vil SF fortsætte vores bestræbelser fra denne valgperiode på at ændre haltilskudsordningen til fordel for de mindste haller.

Faaborg er midt i en markant udviklingsperiode, hvor den store udfordring næste valgperiode er Projekt Slagterigrunden. SF lægger stor vægt på, at det i høj grad er lokale Faaborgenseres ønsker, der inddrages i processen, og vi er enige i, at dette projekt sammen med Forum Faaborg og byens museer er afgørende for at styrke Faaborg. Derfor skal der afsættes de nødvendige kommunale midler til Faaborgs vækst.

Ringe By har – begunstiget af god infrastruktur (jernbane og motorvej) – haft en stabil udvikling i en årrække. Konkurrencen fra Fyns større byer, der begunstiges af den nye Planlov, vil øges. Derfor ønsker SF, at den ny Masterplan for Ringe prioriteres højt, eksempelvis ved øget satsning på Midtfyns Fritidscenter og ved etablering af ”Foreningernes Hus” (gerne i Guldhøj-komplekset) samt ved endnu flere boliger i stil med lejlighederne på Jernstøberigrunden.

Forstadsbåndet – fra Ferritslev til Nr. Broby – er i lyset af Odenses vækst et oplagt udviklingsområde, hvor vi kan tiltrække især yngre familier. De mange initiativer, der allerede er i gang i eksempelvis Nr. Lyndelse/ Aarslev/ Sdr. Nærå, kan efter SFs mening med fordel udvides med et nyt boligområde i Rolfsted-Ferritslev-området.

Generelt lægger SF stor vægt på, at nye initiativer virkeliggøres som et resultat af et samarbejde mellem kommunens borgere (foreninger, lokalsamfund o.s.v.) og kommunen. Begrebet ”Civilsamfund” skal styrkes i næste valgperiode, sådan at vi borgere opfatter, at kommunen er til for os – ikke modsat. Det betyder, at kommunen skal være rede til at indgå i et ligeværdigt partnerskab med forskellige interessenter.

I SF ser vi med nogen skepsis på de mange aktuelle forslag angående omplacering af en række kommunale og foreningsbaserede aktiviteter, som indeholdes i et katalog om anvendelsen af de kommunale kvadratmeter. Katalogets forfattere mangler efter SFs mening indsigt i historikken bag  disse aktivitetstilbud, og en del af forslagene kommer til at fremstå som rene teknokratiske forslag, der af brugerne og foreningerne vil opfattes som meningsløse.

BØRN OG UNGEPOLITIK

Faaborg-Midtfyn kommune har gennem mange år aktivt arbejdet med den tidlige indsats overfor børn, der trives dårligt. Ved brug af lokale børnehuse og familierådslagning har vi opnået, at antallet af tvangsfjernelser er faldet. Det skyldes en bred værktøjskasse af redskaber, som vi i næste valgperiode vil arbejde endnu mere med.  Sundhedsplejen er et vigtigt fyrtårn i en god familiepolitik, hvor antallet af besøg målrettes de familier, der har størst behov for dem. Det giver småbørnsfamilier en god start og er en god investering på lang sigt. Denne indsats vil SF gerne opprioritere, fordi den er med til at mindske uligheden i livsvilkårene. Vi får i disse år et stigende antal fødsler i familier med anden etnisk baggrund, hvilket efter SFs mening kræver en særlig fokuseret indsats for at forebygge senere problemer.

I den næste periode vil vi arbejde for, at normeringen på daginstitutionsområdet bliver øget. SF erkender, at der årene igennem er blevet sparet for meget på dette område. At vores børn trives er en afgørende målsætning, og vi vil arbejde for, at kommunen bliver kendt for at være den mest familievenlige kommune på Fyn. Vi vil tiltrække nye borgere, fordi vi er kendt for en klar prioritering af daginstitutionerne. SF vil tillige støtte målrettede initiativer i retning af, at alle børn skal være godt forberedt til skolestart, så vi undgår, at der allerede fra 0.klasse er børn, som er bagud i uddannelsesforløbet. Det gælder bl.a. støtte til børn med anden etnisk baggrund.

Skoler i Faaborg-Midtfyn skal ikke kun være kendt for gode karakterresultater, men også for at skabe gode sociale fællesskaber. Læring er skolernes primære opgave, men vi tror på, at den bedste læring sker, når man også fokuserer på det sociale element.

Vi argumenterede ved de seneste budgetforhandlinger imod besparelser på skolerne og for, at det er rimeligt, at vi fortsat bruger 7 % mere pr. elev på skoleområdet sammenlignet med andre kommuner i Danmark. Vi vil gerne investere endnu mere, fordi vi mener, at skolerne gør det godt, og  med flere midler kunne gøre det endnu bedre. Vi er en kommune af stort geografisk omfang med en decentral skolestruktur, og vi har et uddannelsesmæssigt efterslæb som en typisk landkommune. Derfor er det rimeligt, at vi ligger over landsgennemsnittet udgiftsmæssigt.

SF forventer ikke, at der er behov for ændringer af skolestrukturen i den kommende valgperiode, selv om et fald i antallet af skoleelever i de kommende år bliver en udfordring. SF har været med til at etablere ”landsbyordninger” ved en række af de mindre skoler, og vi mener hermed at have skabt en ret robust skolestruktur, hvor der er god sammenhæng mellem børnenes liv før og under skoletiden.

Derudover er vi på kommunens vegne tilfredse med, at kommunen har indgået en fremsynet og god arbejdstidsaftale, som lægger vægt på bedre mulighed for den enkelte lærer til at planlægge sit arbejde og større frihed til de enkelte skoler.

 

Univers
Mobil navigation