Ny regering skal sikre en rød-grøn retning for Danmark
26-06-2019
Der er stribevis af markante SF-aftryk i det stykke papir, der nu sender Mette Frederiksen på vej mod Statsministeriet og samler det rød-grønne flertal om en ny retning for Danmark.
Minimumsnormeringer, gratis psykologhjælp, stop for nationale test i de mindste skoleklasser og en ambitiøs klimapolitik, der kommer til at trække grønne spor langt ud i fremtiden.
Det er bare nogle af overskrifterne.
Den nye regering skal sikre, at vi får et grønnere Danmark. Et mere retfærdigt Danmark. Mere hjerte i udlændingepolitikken. Og et Danmark med langt mere ro på. Der bliver flere voksne til at passe på vores børn, flere hænder i den nære velfærd, en ny start for folkeskolen og ikke bare en ambitiøs grøn politik, men en historisk grøn omstilling af hele Danmark, hvor vi får meget mere natur, renere drikkevand og lever op til målene i Paris-aftalen.
– Jeg er stolt af, at Danmark nu endelig kommer til at gå forrest på klimaområdet. Vi er mange, der har råbt og skreget på handling, og nu kan vi endelig rykke. Det er kæmpestort, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
– Jeg er også rigtig glad for, at vi lever op til folkekravet om at sikre minimumsnormeringer i vores daginstitutioner. Jeg er sikker på, det kommer til at gøre en stor forskel for vores børns trivsel og for, at alle forældre kan have ro i maven, når de afleverer deres børn om morgenen, siger Pia Olsen Dyhr, formand for SF.
Den fælles forståelse mellem partierne sikrer også, at vi giver samfundet mere ro på, efter at vi år efter år har presset sygeplejersker, pædagoger, arbejdsløse og studerende til at løbe hurtigere og hurtigere.
– Vi har lavet et solidt grundlag for et rødere og grønnere Danmark, og jeg er glad for, at vi trods uenigheder mellem partierne kan samles om en ny retning for Danmark, siger Pia Olsen Dyhr.
Alle partierne måtte strække sig og give indrømmelser under forhandlingerne, og for SF betød det, at ambitionen om at afskaffe kontanthjælpsloftet ikke med det samme bliver indfriet.
Kontanthjælpsloftet bliver afskaffet, men først om et år, når den kommende ydelseskommission er færdig med sit arbejde. Til gengæld vil der hurtigst muligt blive indført en kontant børneydelse til de familier, der er ramt af loftet.