Lad os investere os ud af krisen
26-03-2020
Det er vigtigt at bevare danske arbejdspladser og undgå fyringer. Derfor er det også fornuftigt, at vi investerer i byggeri og velfærd frem for at spare, mener SF’s formand Pia Olsen Dyhr.
Hun vil derfor bakke op om regeringens aftale mellem Danske Regioner og KL, der sætter gang i byggeri for milliarder.
”Vi må for alt i verden ikke forlænge krisen og kaste folk ud i arbejdsløshed. Derfor skal vi kunne sætte gang i renovering af skoler, bygge daginstitutioner og cykelstier. Det vil få gang i økonomien og den grønne omstilling,” siger Pia Olsen Dyhr.
Pia Olsen Dyhr ser det som en oplagt mulighed at bruge penge energirenoveringer og klimatilpasningsprojekter. Det vil være en vej ud af krisen, hvor vi samtidig kan skubbe den grønne omstilling i den rigtige retning.
Hun savner dog en forsikring om, at velfærden ikke vil blive ramt unødigt hårdt med besparelser. Lige nu fortrænger udgifter til Corona ikke velfærden. Sådan skal det blive ved.
“Der kommer jo ikke færre børn per voksen i daginstitutionerne eller færre ældre på plejehjemmene. Derfor skal vi også holde hånden under velfærden efter krisen,” siger Pia Olsen Dyhr.
Aftalen skriver sig ind som et tiltag og led i de hjælpepakker, et bredt Folketing allerede har forhandlet.