Del

Finanslov 24: SF har sikret penge til velfærd, klima og havmiljø

27-11-2023

Finansloven for 2024 er på plads og SF er med i aftalen sammen med 10 andre partier i f0lketinget.

Det eneste røde parti

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, er glad for SFs resultater: Velfærd til børn, unge og ældre, akutlægebiler. Hun glæder sig også over, at SF har fået en akutplan til havmiljøet igennem.

”SF har været det eneste røde parti i forhandlingsrummet, så vi er stolte over, at vi har fundet så mange penge til velfærd, der gør en reel forskel i mange danskeres hverdag. Vi er også rigtig stolte af, at vi har fået klimaet og naturen med – særligt for en akutindsats for vores havmiljø. Vi havde gerne set meget større ambitioner, men vi er glade for, at vi trækker finansloven i en grønnere og mere solidarisk retning.”

Kæmpet for velfærden

SF har kæmpet hårdt for velfærden, blandt andet for at få penge til børn og unges trivsel, ældre, akutlægebiler og for at stoppe planlagte besparelser på gymnasier, VUC og undervisningsmaterialer til folkeskolerne.

”Vi har sikret, at børn og unges trivsel er med i finansloven ved at finde penge til at hjælpe børn, der mistrives – en vigtig SF-mærkesag. Vi har også kæmpet benhårdt for at fjerne den tåbelige besparelse på skolebøger og andre undervisningsmaterialer, som regeringen ellers havde planlagt. Det har aldrig været vigtigere i en tid, hvor der er brug for mere nærvær og mindre skærm,” siger Pia Olsen Dyhr.

Hun fremhæver også indsatsen for ældre – hvor SF har satset benhårdt på faste teams, så flere ældre får mulighed for at få en hjemmehjælper, de kender.

400 millioner til havmiljø

SF stillede krav om investeringer i klimavenlig fjernvarme, drikkevand og en akutindsats for vores havmiljø ved forhandlingsbordet. Særligt havmiljøet har været en signatursag for SF:

”Vi kan ikke bare se på, mens vores hav og søer dør. Fiskene har hverken stemmeret eller adgang til en mikrofon – derfor tog vi dem med til forhandlingsbordet. Vi har aftalt en akutindsats og et beløb på 400 millioner kroner, der skal sikre, at der kommer handling bag ordene. Et vigtigt første skridt, der skal følges op af krav til landbruget.”

SF har også kæmpet for flere penge til rent drikkevand.

”Regeringen nøler og har ikke engang sørget for, at der er penge til de initiativer, der allerede er i gang. Det sikrer vi med denne finanslov, og så kæmper vi videre for en seriøs lovgivning, der sikrer, at vores børn og børnebørn også har ret til rent drikkevand.”