Styrk menneskerettighederne
I en verden, hvor folks rettigheder bliver klemt, står vi fast: Alle har ret til at være, den de er, lige meget hvor i Europa, de lever. Vores grundlæggende rettigheder er under angreb, og det kalder på, at vi står sammen, så Europa bliver et sikkert sted for alle – især for dem, hvis friheder er mest i skudlinjen.
Vi i SF vil have, at EU skal være et sted, hvor alle kan føle sig hjemme. Et sted, hvor det ikke spiller nogen rolle, hvem du elsker, hvilken farve din hud har, eller hvad du tror på. I en tid, hvor det at være forskellig kan være svært, skal Europa vise, at her står vi sammen om menneskerettigheder og om at passe på hinanden.
“En af de grundlæggende hjørnesten i EU-samarbejdet er kampen for demokrati. Kampen for seksuelle, etniske og religiøse mindretals grundlæggende rettigheder. Kampen for retsstaten og kampen for menneskerettigheder. Det er rettigheder, som vi ikke må give køb på.”
Villy Søvndal
Derfor kæmper SF for at gøre EU sikrere og mere retfærdigt for alle. Vi vil have, at de myndigheder, der skal passe på ligestillingen, bliver stærkere og mere uafhængige. Vi bekæmper alle former for vold mod kvinder og mener, at retten til at bestemme over egen krop, herunder abort, er en ret, alle skal have. Og vi giver ikke op, før alle i LGBT+-fællesskabet såvel som regnbuefamilier er sikret deres rettigheder og anerkendelse over hele Europa.
Det burde være en selvfølge; At alle i Europa kan leve frit og være den, de er. Kampen for menneskerettigheder handler om at holde fast i de grundværdier, vores samfund er bygget på. Det handler om respekt og om at sørge for, at alle får en fair chance.
“EU bygger på fundamentale rettigheder og værdier. Vi skal sammen styrke kampen for menneskerettigheder, så LGBTI+- personer kan leve frit og åbent. Så kvinders ret til egen krop er naturligt, og så vi sikrer, at ytringsfrihed er for alle og ikke kun for ex-Orbans venner.”
Rasmus Nordquist