Europa som en grøn supermagt
Forestil dig et EU, der er en grøn supermagt – et forbillede for verden, hvor ren energi fra sol, vind og vand ikke er undtagelsen, men normen. Et EU, hvor industrien går forrest i jagten på bæredygtige løsninger, hvor landbruget tager klima-ansvar og blomstrer med grønne innovationer, og hvor klimavenlige transportløsninger binder vores kontinent tættere sammen. Vi drømmer om et Europa, der bugner af liv, hvor naturen trives, og dyrene har plads til at udfolde sig.
For at dette kan blive virkelighed, må klima- og miljøbevidsthed indarbejdes i alle aspekter af vores liv – fra det lys vi tænder, til maden vi spiser, og de rejser vi foretager os. Vi skal frigøre os fra afhængigheden af fossile brændstoffer og de udemokratiske regimer, der leverer dem. Løsningerne er inden for rækkevidde; det, der kræves, er beslutsom handling og et urokkeligt fællesskab.
Lad os sammen sikre, at fremtidige generationer arver en verden fuld af håb, frihed, fred og ubegrænsede muligheder. Det er tid til handlig for at sikre en bæredygtig og lys fremtid.
Hvis vi ikke løser klimakrisen, kan alt på sigt være ligegyldigt. Derfor må og skal EU gå forrest og bane vejen for et grønt Europa. Og skal vi lykkes, og det skal vi, så skal det ske i fællesskab, hvor hele EU er med.”
Kira Marie Peter-Hansen