Børnefødselsdag og en tur i biffen
Du inviteres hermed til en gigantisk børnefødselsdag med popcorn, slush-ice, æblemosteri, sjove lege og højt humør – og hvis du også vil i biffen, så gælder billetten søreme også til det!
Kom til børnefødselsdag med det hele!
Fredag d. 21/10 fra kl. 10.00 til 12.00 afholder jeg børnefødselsdag på Sidesporet i Holbæk for at sætte fokus på alle de børn, der ikke har råd til at holde fødselsdag med klassen, tage i biffen i efterårsferien eller få en ny flyverdragt, når den anden er blevet lidt for lille.
Derfor holder vi børnefødselsdag med det hele – slush-ice, kagemand, popcorn og selskabslege. Børnefødselsdagen er for alle, men særligt for de børn, der har få og ofte må undvære fødselsdag, biffen og andre hyggelige ting. Forældre er selvfølgelig også velkomne.
Jeg vil gerne sørge for, at der er kage nok til alle, så hvis I regner med at komme, så tilmeld jer meget gerne på dette link.
Og tag med i biograf
Jeg inviterer til en hyggelig tur i biffen, hvor vi skal se en dejlig børnefilm!
Det gør jeg for at sætte fokus på de børn, der ikke har råd til en biografbillet, en ny skoletaske eller en fed efterårsferie. Datoen bliver lørdag d. 29/10 om morgenen i Køge og eftermiddagen i Holbæk. Alle børn er velkomne, men arrangementet henvender sig primært til de børn, der ikke har råd til at tage i biografen i deres efterårsferie.
I Køge bliver det i Køge biograf fra morgenstunden kl. 8.00 og det kan man tilmelde sig her.
Og i Holbæk bliver det om eftermiddagen kl. 15 i Kulturbiografen Frysehuset. Det kan man tilmelde sig her.
Det er et børnearrangement, men hvis man som forældre tænker, at det er vigtigt at man selv kommer med for at gøre det til en så god oplevelse som muligt for ens barn, så kan vi sagtens finde ud af det.
Der bliver både popcorn og sodavand, så det eneste jeg mangler er en masse søde børn.