GAZA: Våbenhvile uden fred er dræbende

Danmark kan gøre meget mere for at få EU i gang.

Kun EU kan presse israelerne til at afslutte besættelsen af palæstinenserne, og Danmark har mulighed for at spille en aktiv rolle. Derfor er det ærgerligt at se regeringen forspilde den ene chance efter den anden i den konkrete politikudformning i EU og i tydelige tilkendegivelser som fx. erklæringen fra de andre nordiske socialdemokratiske formænd. Senest har regeringens passivitet vist sig i udenrigsminister Martin Lidegaards (R) svar på en række borgerhenvendelser; her er kun bløde formuleringer og slet ingen vilje til at finde og anvende de relevante midler for at opnå en endelig fred. Besættelsen nævnes knap skønt den er den egentlige årsag til al elendigheden.

En skrøbelig våbenhvile er muligvis i sigte, men det er vores ansvar at sikre at Gaza ikke igen lades i stikken bag den israelske belejring hvor livsvilkårene stadigt forværres, også når der ikke bombes. Tilbagevenden til status quo ligner måske en attraktiv løsning for israelerne, men for palæstinenserne svarer det til at blive kvalt langsomt. Fred er det ikke. Palæstinenserne har erfaret at når de forholder sig i ro, bliver de glemt af omverdenen, mens Israel fortsætter med at udbygge besættelsen med nye bosættelser og fordrivelser.

Det er mildt sagt ikke en klog strategi fra Vestens side at forholde sig passivt. Sammen med Israels tilbagetrækning af landtropperne og forhåbentlig også stop for bombardementerne er det altafgørende at vi får rigtig gang i ophævelsen af besættelsen af Palæstina.

Her kan og bør EU omsider tage sig sammen og leve op til sine egne værdier og politiske mål. Kun vores samlede støtte kan give palæstinenserne troen på en fremtid i frihed tilbage.

pia_lang.jpg

Til forskel fra de andre konflikter i regionen kender vi endda målet: Et selvstændigt Palæstina indenfor 1967-grænserne (22% af det historiske Palæstina) med Østjerusalem som hovedstad samtidig med at det internationale samfund garanterer Israels sikkerhed. En udveksling af landområder mellem de to skal klares gennem forhandlinger ligesom det vanskelige spørgsmål om flygtningenes fremtid. Dette mål er bekræftet gang på gang af EU og USA, og er tæt på den Arabiske ligas fredsudspil fra 2002 og igen 2007. Det er også Israels eneste mulighed for en fremtid i værdighed og sikkerhed.

De gruopvækkende bombardementer har varet i ugevis med mange tusinde dræbte og sårede civile i Gaza. Har Israel ikke ret til at forsvare sig? Jo, men husk at angrebene ikke er fra en anden stat, men fra desperadoer i et belejret og udpint folk. At den militante del af Hamas også bryder folkeretten og skal holdes ansvarlig, berettiger ikke Israels vedholdende bombning af skoler, hospitaler, moskeer, kirker, markedspladser, af det eneste kraftværk, af tætte beboelser. Af drenge der spiller fodbold på stranden! Og folk har ingen steder at flygte hen.

Vestens reaktioner har hidtil været beskæmmende – kun dobbeltmoralen blomstrer. Tages en israelsk soldat til fange, fordømmer både USA og FN. Dør hundredvis af palæstinensiske børn, er det slemt, men noget man må tage med.

EU-landenes repræsentationer i Palæstina har faktisk lavet en række fortrinlige rapporter om situationen, og adskillige gange har EUs udenrigsministre udtalt sig klart og skarpt, senest i fjor.

Men to forhold nærmest lammer EU’s handlekraft. Det ene er at EU reelt ingen udenrigspolitik har. Skal noget gøres på EU’s vegne, må alle være enige.Alligevel kan der ske noget og EU flytte sig hvis nogen vover at tage de første skridt.

Det andet forhold der hindrer EU i at handle, er angsten for at blive beskyldt for antisemitisme. Enhver kritik af Israel udlægges af den israelske regering som kritik af jøder – som om enhver jøde stod bag Israels politik. Men hvis noget er antisemitisme, er det da påstanden om at Israel er hævet over de krav vi ellers stiller til moderne, velhavende demokratier. Netop derfor protesterer masser af jøder rundt om i verden over dette misbrug af jødedommen.

Men den israelske regerings taktik virker. EU’s udenrigsministre kom den 22. juli med en slatten udtalelse – langt svagere end hvad vi før har set. Og det nyvalgte Europa-Parlament vedtog den 13. juli en skandaløs resolution som både Socialdemokraterne og Radikale Venstre stemte for.

Besættelsen af Palæstina og den tiltagende isolering af Israel holder ikke i længden. Israel er og ønsker at være et moderne demokrati, også selv om religiøs, nationalistisk fanatisme vokser og skaber sig rum ved at dehumanisere palæstinenserne. Israel savner ledere der kan sætte gang i den langtidsholdbare løsning og blive en reel partner for Mahmoud Abbas der trods gentagne ydmygelser holder hovedet nogenlunde oppe. Hidtil har der intet pres været på Israel, derfor må EU nu tage affære.

EU har en række midler til rådighed. Vi taler ikke om sanktioner eller anden form for ’straf’. Udover at respektere sin erklærede politik om ikke at have med bosættelserne at gøre, kan EU til en begyndelse tage den for Israel meget begunstigende naboskabsaftale op. Det eneste Israel skal levere, er at overholde menneskerettighederne (art.2). EU plejer at se væk, men nu er tiden inde. Vil Israel ikke gøre noget ved sine åbenlyse krænkelser, bør aftalen suspenderes. Bare truslen herom vil sætte gang i Israel.

EU har potentialet. Den relevante lovgivning er på plads, og vi har dertil en stribe gode vedtagelser. Det eneste der nu skal til, er politisk mod til at gennemføre vores politik og støtte to-statsløsningen aktivt. Kun sådan viser vi os som både Israels og Palæstinas sande venner.

Kommentar fra Pia Olsen Dyhr og Margrete Auken

Univers
Mobil navigation