10 GRUNDE
TIL AT AFSKAFFE
FORBEHOLDET
Cybersikkerhed og grøn omstilling af Forsvaret
– EU er ikke kun militære operationer
Det europæiske forsvarssamarbejde skal sikre konfliktløsning, fred og stabilitet i verden. Det lyder flot – men hvordan sker det så i praksis? Læs med her.
Fælles handling, fælles identitet og fælles ansvar. Det lyder som en skåltale – og er det egentlig også. For med jævne mellemrum bliver de europæiske ledere enige om nye forkromede visioner for forsvarssamarbejdet.
Den 21. marts i år vedtog EU et nyt såkaldt ”strategisk kompas”. Her blev man enige om at oprette en udrykningsstyrke på 5.000 soldater, der skal bruges i Europas nærområder. Cyberkrig og misinformation er andre store trusler, som EU-landene skal bruge kompasset til at navigere sikkert igennem.
Men handler samarbejdet så bare om støvede strategier og kompasser, der fylder i skuffen?
Nej – slet ikke. Siden 2003 har EU nemlig foretaget 36 konkrete missioner, og heraf er 18 stadig i gang.
I Somalia forhindrer man pirater i at kapre nødhjælp til flygtninge. I Middelhavet bekæmper man menneskesmugling. I Georgien sikrer man freden efter krigen i 2008. Og i Palæstina hjælper man myndighederne med at opbygge politisektoren og retssystemet – med palæstinensernes sikkerhed og en to-statsløsning som det ultimative mål.
Christine Nissen, der forsker i udenrigspolitik og diplomati på DIIS, forklarer, at samarbejdet om Europas sikkerhed langt fra kun handler om militæret:
“Man har i EU altid betragtet sikkerhed som andet og mere end et militært spørgsmål. Mange forsvarspolitiske initiativer trækker også på civile politikområder som forskning, industri og transport. Og områder som klimapolitik, migration og energi bliver inddraget mere og mere i Unionens samlede sikkerhedspolitik”, siger Christine Nissen.
En stor del af forsvarssamarbejdet foregår i det, der med det mundrette navn kaldes PESCO. Her kan EU-landene indgå større eller mindre samarbejder inden for fx cybersikkerhed og grøn omstilling af Forsvaret:
“PESCO giver en gruppe af villige EU-lande mulighed for at indgå i tættere samarbejde om forsvar bredt set. Alle EU-lande på nær Danmark og Malta vælger i dag deltage i det samarbejde”, forklarer Christine Nissen.
EU’s forsvarssamarbejde er altså andet end flotte taler og store visioner. EU’s forsvarssamarbejde er konkrete missioner, civile såvel som militære, der skal sikre fred og stabilitet i verden – og en stærkere udvikling inden for cybersikkerhed og grøn omstilling.