Del

1.maj-udspil: Arne-pensionen skal forbedres og udvides

01-05-2024

SF og Enhedslisten foreslår, at der afsættes 1 mia. kroner til at forbedre og udvide retten til tidlig pension, Arne-pensionen.
 

“Nu har Arne fået sin pension, men mange andre derude knokler. De skal have bedre muligheder for at kunne trække sig tidligere tilbage efter et langt arbejdsliv” 
 

Hver dag bidrager tre millioner lønmodtagere til at holde hjulene i gang. Arbejdsmoralen er i top, selvom SVM-regeringen med jævne mellemrum løfter den moralske pegefinger. 

Pengene kan findes, fordi færre end forventet bruger tilbagetrækningsordningerne. Det giver et øget råderum, at der skal bruges mindre på seniorpension, efterløn og tidlig pension. Men pengene reserveret til ordningerne bør blive på området og bruges her.  

Der er nemlig i den grad stadig behov.

“Når jeg læser om 56-årige Dan, der må tage piller dagligt for at passe arbejdet på byggepladsen, så er vi slet ikke i mål med at sikre forbedringer af tilbagetrækningsområdet”  

Det er desværre ikke en selvfølge, at det går i retningen af velfærdsforbedringer. SF kæmpede eksempelvis hårdt for at bevare seniorpensionen, da SVM-regeringen ville forringe den.  

Baggrund
Efter årtier med forringelser for danske lønmodtageres muligheder for værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, f.eks. gennem efterlønsordningen, satte SF og Enhedslisten sammen med Socialdemokratiet en anden retning efter valget i 2019. I 2021 landede aftalen om tidlig pension (S, SF, EL, ALT, DF) – den såkaldte Arnepension.  

Aftalepartierne bag tidlig pension (S, SF, EL, ALT, DF) har forpligtet sig til senest i 2030 at foretage et serviceeftersyn af modellen. Det skal ske med henblik på at undersøge, om ordningen fungerer efter hensigten.  

SF og Enhedslisten ønsker at fremrykke dette eftersyn til nu, da vi allerede kan se, at ordningen ikke opsamler lige så mange som tiltænkt.